Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Alt det bedste: Freya Dalsjö har internationalt format

Alt for damerne er vild med pels, Freya Dalsjö og Wood Wood som voksen. Se, hvad moderedaktøren fremhæver som onsdagens højdepunkter.
Alt for damerne er vild med pels, Freya Dalsjö og Wood Wood som voksen. Se, hvad moderedaktøren fremhæver som onsdagens højdepunkter.

COPENHAGEN FASHION WEEK SS14. Modeugen er over os – og vi på FashionForum har spurgt en række af de dygtigste danske modeeksperter, hvad det egentlig er, vi har set til dagens shows? Moderedaktør Line Hindsgaul fra Alt for Damerne har frem for alt brugt sin onsdag på at se pels, masser af pels.

”Dagen startede for mit vedkommende til Birger Christensens overdådige pelsshow. Og så videre til Kopenhagen Furs show, hvor tre danske og tre kinesiske designere viste deres take på pels,” fortæller redaktøren.

Til Kopenhagen Furs show var blandt andre Freya Dalsjö (billedet ovenfor) og Jean/Phillip blandt de udvalgte af de danske designere, der havde fået lov at pille ved de langhårede varer. Og især førstnævnte begejstrer Line Hindsgaul:

”Freya Dalsjö kan noget helt unikt. Jeg føler mig så tryg i hendes hænder, hun laver noget enormt troværdigt design. Det hele hænger sammen – også med tidligere kollektioner – og tag nu bare bagtæppet til showet (et abstrakt maleri, malet af Freyas kæreste, grafiker Andreas Øby Kjeldsen, red.), der lå helt i forlængelse af kollektionens udtryk.”

Ifølge Line Hindsgaul kan Freya Dalsjö noget internationalt.

”Det var vanvittigt smukt, jeg tænkte både Prada og Miu Miu.”

Og egentlig er det pudsigt, at pels ikke tidligere har været så tæt kædet sammen med modeugen, påpeger Line Hindsgaul:

”Det giver jo enormt god mening at integrere pels meget mere i modeugen, idet pels er så stor en eksportvare. Og de danske designere kan tilføje pelsen noget brugbart, der klæder den rigtig godt. De viste, at man sagtens kan lave pels, uden at det behøver at være prangende. Pels på en praktisk måde, kan man nærmest sige.”

Denne praktiske tilgang til pelsen var blandt andre Jean/Philip eksponent for:

”Den der lidt dressed-down-tendens er meget særlig dansk. Og det bliver bare overdådigt at vise en kort bomberjakke, for den koster jo alligevel 30.000 kr., men den viser tydeligt, at vi har noget at tilbyde på den front herhjemme.”

[Artiklen fortsætter under videoen]

Foruden pelstendensen er Line Hindsgaul glad for at have Mads Nørgaard tilbage på catwalken. Han og Wood Wood viste begge sporty styles, kombineret med noget mere elegant.

”Det er fedt at have Mads tilbage (Mads Nørgaard holdt seneste show ved Copenhagen Fashion Week i 2009, red.). Kollektionen var meget ham, og stylingen var rå og punket – der var enormt meget attitude. Det samme med Wood Wood, der fortsætter i det sporty spor men denne gang kombinerede med folkloristiske islæt,” siger redaktøren og fremhæver fx lilla/gule tern og det faktum, at et par af modellerne bar kyser.

”Og så var det ikke noget tilfælde, at de havde valgt klatrehallen (på Refshaleøen, red.) som location. Der var tydelige hikingreferencer med neonfarvet tov som detaljer på taskerne og windbreaker-materiale på lommerne af suitbukser.”

[Artiklen fortsætter under billedet]

wood wood aw14

(Foto: Wood Wood AW14)

Men alligevel var der en bevægelse fra det rent sportstlige drengerøvsunivers frem mod noget mere – vover man at sige modent?

”Jeg har fulgt dem helt fra dengang det var noget med varme øl i en baggård. De er virkelig vokset, og nu er de jo kæmpestore. De er gået fra ren street til noget mere sporty. Og det sporty handler mere om detaljer end om hele looket. Det er mere brugbart. De er vel blevet voksne.”

Følg med torsdag, hvor FashionForum spørger moderedaktør for Cover og chefredaktør for Cover Man, Chris Pedersen, hvad han har set.