Briller på nettet - Kundernes tillid vokser hele tiden
Danske Foof sælger briller på nettet. Og på det område vil de gerne være størst i Norden inden for fem år.”Mit mål er, at briller skal være et mode-accessory, så man har en brillegarderobe ligesom man har en skogarderobe.”
Tina Rosenlund er direktør i webvirksomheden Foof.dk, der sælger designerbriller med styrke. Vel at mærke til priser noget under det niveau, optikerne ude i den virkelige verden har lagt. Hos Foof kan man købe et stel inklusiv glas med styrke for knap 1.000 kr.
”Vi skærer mellemmanden væk. Det er derfor, vi kan gøre det til den pris,” forklarer Tina Rosenlund. Holdet bag Foof designer nemlig selv de 20 retroinspirerede styles til hver kollektion og får produceret glassene hos en optiker i Tyskland.
Ingen udgifter til butikker
Og så hjælper det selvfølgelig også, at der ikke er udgifter til butikslokaler – alt foregår virtuelt – og sådan skal det gerne fortsætte, måske dog med en enkelt undtagelse:
”Vi skal ikke have fysiske butikker. Vi har talt meget om det, men det er slet ikke det, der er vores endelige mål, vi vil hellere gøre det stort online,” siger direktøren, som fortsætter i samme åndedrag:
”Dog kan jeg sagtens forestille mig, at vi er med på modemesserne til foråret, for vi vil gerne give kunderne mulighed for at røre ved brillerne. Vi har ligeledes snakket om at udvælge enkelte stil- og modebutikker, som kan føre vores solbrillekollektion. På den måde kan vores kunder få vores kvalitet mellem hænderne. Vi bliver nemlig stadig mødt med den der med, ’om det nu også er ordentlig kvalitet’. Og jeg forstår godt kundernes skepsis – vi er jo stadig en ung virksomhed, og det er ret nyt at nogen sælger briller online.”
Kunderne tager brillekøb (for) alvorligt
Foof blev etableret i 2011 og har tre ansatte. Navnet, der er en forkortelse for Few Of Our Favorites, giver god mening, når man ser det på virksomhedens hjemmeside – F’erne bliver nemlig brillestængerne, mens de to o’er former glassene, i en lille stiliseret logo-brille.
Tina Rosenlund forklarer, at den største udfordring – og i øvrigt en god del af årsagen til, at brilleforhandlerne har været sene til at rykke salget online – er, at briller traditionelt er blevet betragtet som en lidt mere alvorlig sag at indkøbe end fx modetøj.
Satser på de unge
”Folk søger helt klart tryghed, når de køber briller. Fx hedder det jo også stadig en brille-recept. Vi er vokset op med, at det var læger, der udførte synsprøver. Derfor har brillerne været sene til at rykke på nettet – lidt ligesom bankforretningerne. Det handler om kultur, men også om den ydmyghed mange har over for autoriteter.”
Derfor peger direktøren også på, at det kan have været en fordel for Foof, at virksomheden har satset så hårdt på de yngre forbrugere.
”De unge tør mere end tidligere generationer – der er klart sket en udvikling. Men det kommer også helt af sig selv, fordi nethandlen vokser, og det gør, at der bliver generelt større tillid til alt på nettet.”
Det går én vej: Opad
Hos Foof foregår salget sådan, at kunden vælger fem par blandt de ca. 70 brillemodeller på hjemmesiden, som så sendes hjem til kunden, der har fem dage til at prøve brillerne foran sit eget spejl. Siden returneres brillerne, og kunden kan bestille det – eller de – valgte par med den ønskede styrke og bygningsfejl, hvorefter brillerne fremstilles.
Foof sælger lige nu omtrent 100 par briller om måneden, og udviklingen i den blot tre år gamle virksomhed er direktør og ejer Tina Rosenlund ganske godt tilfreds med:
”Det går kun i én retning: opad, og det er fedt.”
Byder konkurrence velkommen
For nyligt er der kommet endnu en prisvenlig online-brilleforhandler med nogenlunde samme koncept på det danske marked, nemlig norske Kaibosh, der foruden onlineshoppen har åbnet pop-up-butik i København. Hos Foof byder man velkommen, for jo flere spillere på banen, des mere anerkendelse af konceptet:
”Jeg ser dem (Kaibosh, red.) egentlig ikke som en konkurrent, men som nogle der medvirker til at skabe en virksomhedsform. Det er superfedt, at vi er flere, fordi det gør, at vores kunder bliver mere og mere trygge. Vi er bare glade for at der er nogen, der er med på ideen,” lyder det fra Tina Rosenlund.
Og ambitionerne er stadig de samme:
”Vi skal bestemt ud over grænserne. Vi vil være de største på det nordiske marked inden for tre til fem år.”
Fakta: Briller på nettet
Alle må sælge briller – online såvel som offline, det kræver ingen særlig uddannelse. Synsprøver, derimod, skal man være uddannet optiker for at foretage. Derfor henviser såvel Foof som Kaibosh til de optikerkæder, fx Louis Nielsen, der mod betaling foretager synsprøver, hvorefter man så taster sine styrke-værdier ind, når man bestiller sin brille online.