Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Elle Style Awards og Muuse skaber nordisk talentpris

Til foråret er der føjet endnu en pris til Elle Style Awards: Årets Nye Nordiske Talent bliver nemlig kåret i samarbejde med talentplatformen Muuse.com.
Til foråret er der føjet endnu en pris til Elle Style Awards: Årets Nye Nordiske Talent bliver nemlig kåret i samarbejde med talentplatformen Muuse.com.

Til foråret kåres årets nye nordiske talent for første gang ved Elle Style Awards. Den store prisfest, der afvikles for anden gang i Danmark og sidste år afløste forgængeren Dansk Fashion Award, har nemlig tilføjet en ny kategori, Årets Nye Nordiske Talent, der skal hylde den ypperste designer i den nye generation.

Der er tilmeldt mere end 100 nordiske designere fra skandinaviske skoler som norske Esmod, det islandske akademi, danske KEA, Designskolen Kolding, Kunstakademiets Designskole, Margrethe-Skolen og TEKO og svenske The Swedish School of Textiles samt internationale skoler som Central Saint Martins, London College of Fashion, Parsons, Esmod Berlin, Esmod Paris og Istituto Marangoni.

I første omgang er det offentligheden, der udvælger finalisterne. På den danske webportal Muuse.com, der samler og præsenterer nye modetalenter fra hele verden, præsenteres alle nominerede nemlig, og hvis man lægger sin stemme, deltager man samtidig i lodtrækningen om to billetter til prisuddelingen og et gavekort til Muuses webshop.

De 25 designere, der får flest stemmer, går videre til semifinalen, hvor et panel af Elles skandinaviske moderedaktører vælger tre finalister, som offentliggøres 2. februar.

Den endelige vinder udråbes ved forårets Elle Style Awards 2014, og med prisen følger foruden trofæet også et samarbejde med Muuse og altså muligheden for at designe en Muuse Editions-minikollektion i eget navn til salg på Muuse.com. Oven i hatten kommer to features i Elle og omtale på Elle.dk.

Stem online på muuse.com/ellestyleawards frem til 24. januar.

Vinderens Muuse Editions-minikollektion lanceres i efteråret 2014 og vil blive solgt på muuse.com samt i Elles webshop.