Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

Putin vil have LVMHs kæmpekuffert fjernet

Louis Vuittons gigantiske kuffert-museum på Den Røde Plads i Moskva skal fjernes.
Louis Vuittons gigantiske kuffert-museum på Den Røde Plads i Moskva skal fjernes.

Offentlige henrettelser, enorme 1. maj-demonstrationer og utallige militærparader. Den Røde Plads i Moskva har lagt brosten til lidt af hvert gennem tiden, men en 9 meter høj og 34 meter lang Louis Vuitton-kuffert er alligevel for hård kost for Putin-administrationen.

LÆS OGSÅ: ”Louis Vuitton er verdens mest værdifulde modebrand”

Derfor skal kufferten nu fjernes øjeblikkeligt, fordi ”installationen ikke er godkendt af administrationen,” som en talsmand fra Kreml ifølge The Wall Street Journal udtalte i går.

Kufferten skulle huse en midlertidig museumsudstilling med nogle af Louis Vuittons mest berømte rejsekufferter og –tasker, og skulle efter planen være åbnet på mandag.

LÆS OGSÅ: ”Louis Vuitton sætter navn på ny chefdesigner”

Opførelsen af kufferten begyndte for to uger siden, men det var først, da russiske politikere i denne uge satte spørgsmålstegn ved projektet, at kuffertens placering kom på dagsordenen. En udtalte, at kufferten er en plet på ”helligt sted”. Måske med tanke på Lenins mausoleum, som ligger få skridt fra den franske luksusudstilling.

I LVMH stiller man sig uforstående over for kritikken – først og fremmest fordi, de har fået godkendt projektet. Derudover har franskmændene argumenteret med, at kufferten har rødder i den russiske historie. Kufferten er nemlig efter sigende lavet som en forstørret kopi af zar-prins Wladimir Orloffs kuffert og bærer hans initialer på siden.

Kilde: The Wall Street journal, BBC