Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Generation Y kræver - endnu - bedre butikker

Skal du absolut snakke hipt for at tiltrække generation Y, og er det virkelig nødvendigt at arrangere de helt ekstraordinære shoppingoplevelser i kampen om deres opmærksomhed?
Skal du absolut snakke hipt for at tiltrække generation Y, og er det virkelig nødvendigt at arrangere de helt ekstraordinære shoppingoplevelser i kampen om deres opmærksomhed?

Der er mange af dem derude – ca. 1,2 millioner forbrugere fra Generation Y går rundt og får ikke tilfredsstillet deres behov for den gode shoppingoplevelse.

En ny undersøgelse lavet af Retail Institute Scandinavia viser, at selvom nogle af de generelle opfattelser om generation Y holder stik, er der mange af dem, som bør nuanceres for at få fat i de mange forbrugere født mellem 1980 og 1998. Men hvordan fanger man rent faktisk deres opmærksomhed?

En af de første ting Dorte Wimmer, marketingdirektør hos Retail Institute Scandinavia, slår fast, er at man skal droppe idéen om at generation Y kun fokuserer på sig selv og overfladiske, materielle værdier.

Læs også: ‘Generation Y vil have mere end “bare” shopping’

Den danske Generation Y er kendetegnet af stor usikkerhed omkring fremtiden og en ringe grad af tillid til, at organisationer kan skabe et mere bæredygtigt samfund. Det relaterer sig til, at man i Generation Y har brug for at være i kontrol i en usikker, ukontrollerbar verden.

Ansvarlighed giver point

Denne kontrol afspejler sig i deres købemønstre, som i høj grad er præget af, selv at de vil bestemme, og have viden om de produkter, som de køber. Dette gælder både viden om selve produktet, men også om produktionen, og alle de bagvedliggende faktorer.

Fx mener to tredjedele, at det er vigtigt at brands og butikker har fuld gennemsigtighed i forhold til, hvor og hvordan produkter produceres, og lige så mange vil have at virksomhederne er socialt ansvarlige og miljørigtige, og deres produkter ligeså. Så hvis man stadig benytter sig af eksempelvis børnearbejde eller miljøskadelige stoffer, vil det være en god idé, at genoverveje disse beslutninger.

”Den store usikkerhed, der præger Generation Y, bliver ikke mindre med alle de produktionsskandaler, de hører om, i forhold til fx tøjbranchen. Hvis en nyhed slipper ud om, at et tøjmærke stadig producerer tøj ved hjælp af børnearbejde, kan man være sikker på, at dette vil ligge i baghovedet på dem meget længe,” fortæller Dorte Wimmer.

Hold butikspersonalet opdateret

Næsten 75 pct. af Generation Y har en smartphone, og undersøgelsen viser, at de bruger den flittigt. Over en tredjedel bruger internettet til at søge information, blandt andet ved at læse brugeranmeldelser og blogs.

Som brand eller butik, skal man vide, at generation Y har adgang til al den information, der findes på nettet, via deres smartphones. Så det nytter ikke noget, at butikspersonalet først får besked om vigtigt nyt og lignende, efter at informationen er røget online.

Flere undersøgelser viser desuden også, at forbrugerne har klart størst tillid til den information, der kommer fra andre forbrugere.

I forbindelse med informationssøgning viser nogle skræmmende tal, at kun en fjerdedel af generation Y føler, at butikspersonalet er velinformeret om produkter, tilbud og servicer, og at mere end 40 pct. føler, at de selv har bedre adgang til produktinformation end butikspersonalet.

“Det nytter ikke, at dit personale først finder ud af noget større information, når en kunde står og siger det i butikken. Så virker salgspersonalet langsomme, og kunden mister tilliden til butikken,” uddyber Dorte Wimmer.

Skulle der eksempelvis komme dårlige anmeldelser, er det vigtigt at tage hånd om disse, inden nyheden breder sig. Her spiller det også ind, at butikspersonalet bliver informeret om eventuelle rygter, så de har mulighed for at forberede sig på forhånd.

En hyggelig shoppingoplevelse

For størstedelen af Generation Y er det at have gjort en god handel samt afslapning og hygge og personlig service forbundet med en god shoppingoplevelse. Til gengæld er det generelt kun mellem 25 og 33 pct. der finder butikkerne inspirerende, som synes de har gode prøvefaciliteter og yder god service.

LÆS OGSÅ: ‘Drop fordommene om Generation Y’

Det er vigtigt, at brandsene og butikkerne sætter sig i forbrugernes sted, og imødekommer deres ønsker. Sørg, som det mindste, for at din butik er hyggelig, at der er plads til at slappe af, samt at dine prøvefaciliteter er gode nok. Det nytter fx ikke med dårlig belysning og en enkelt knage.

Generation Y føler, at de har mere travlt end nogensinde, og for at imødekomme denne følelse, er det vigtigt at butikspersonalet sørger for at gøre det attraktivt for dem, at komme ind i butikken, og få dem til at slappe af. Det kan blandt andet gøres ved, at sørge for at have hyggelige siddepladser og meget gerne noget at drikke.

Den gode shoppingoplevelse hænger også sammen med den gode handel, hvorfor det er vigtigt, ikke at være for firkantede i sin måde at handle på. Generation Y vil gerne føle sig specielle og vil gerne gøre en god handel. Hvis du, som sælger, sørger for at give lidt ekstra til kunden, vil kunden med største sandsynlighed også give noget igen.