Gant satser på nyt dansk outlet-center
De to sværvægtere Gant og Nike har lejet kvadratmeter i et helt nyt outletcenter - for udsalget skal ske her og ikke i butikkerne i byerne.Når Copenhagen Designer Outlets ved City2 i Høje Taastrup slår dørene op i sommeren 2014, er Gant en del af outlet-butikkerne. Det skriver outlet-centeret i en pressemeddelelse til FashionForum.
Copenhagen Designer Outlets og City2 forventer samlet at tiltrække et sted mellem 4 og 5 mio. besøgende det første år.
Ifølge direktør i Gant Jens Schirmer har man valgt at satse på lagerudsalget, netop fordi man kan se en ændring i, hvad forbrugerne efterspørger i de regulære butikker i byerne.
Forbrugeren vil nemlig have nye kollektioner i stedet for tilbud på sidste års varer. Derfor vil Gants kunder i fremtiden kun i meget begrænset omfang se udsalg i deres 10 danske normalbutikker.
”Vi satser i stedet på outlet-modellen, hvor varer, der ellers skulle have været på tilbud, køres direkte til Copenhagen Designer Outlets, hvor de besøgende netop kommer for at købe tøj til nedsat pris,” siger Jens Schirmer.
I samme pressemeddelelse lyder det, at flere danske og internationale topbrands åbner i outlettet. Men indtil videre er det, foruden Gant, kun sportsmærket Nike, som outlet-centeret har afsløret som et af deres topbrands.
”Det er i den grad en blåstempling af projektet, at to så store brands som Gant og Nike som de første allerede nu vælger at offentliggøre deres outlet-planer,” fortæller Thomas Lüscher, centerdirektør i City2 og det kommende Copenhagen Designer Outlets. Han fortsætter:
”Vi forhandler i øjeblikket med en række andre brands, herunder kendte danske mærker, som også vil være stærkt repræsenteret, når vi åbner i juni næste år.”
Copenhagen Designer Outlets vil huse cirka 80 butikker med danske og internationale brands, der omfatter både tøj, sko, sport mm. fordelt på 17.500 m2. Det er Danica Pension, ejer af City2, som har taget initiativ til outlet-centret.