
Topshop prøver til efteråret for første gang kræfter med det tyske marked. Ekspansionen sker gennem den tyske stormagasinkæde Karstadt, på samme måde som den store brite også i sin tid afprøvede det danske marked gennem en butik i stormagasinet Illum.
De to første butikker åbner i henholdsvis stormagasinet KaDeWe i Berlin og Oberpollinger i München, foruden i Hamborg og Düsseldorf, skriver FashionUnited.co.uk.
Det er efter to års onlinetilstedeværelse, at Topshop nu satser på det fysiske tyske butiksliv – og præcis som i Danmark er samarbejdet med KaDeWe og Karstadt også første skridt på vejen til forhåbentligt at åbne egne butikker i fremtiden:
“På den lange bane giver det her også en god viden, der i sidste ende kan bringe Topshop og Topman ind på det tyske marked både online og offline for sig selv,” lyder det fra en talsmand for Topshop.
Arcadia-ejede Topshop og Topman har mere end 500 egne butikker alene i Storbritannien og yderligere 230 franchises i 30 lande. I sidste måned åbnede gruppen sin første butik i Kina – nemlig i Hongkong.