Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Peter Jensen elsker sine muser - og kylling i citron

FashionForum blev for nyligt inviteret inden for i designeren Peter Jensens univers, hvor ukonventionelle design- og inspirationsprocesser hersker.
FashionForum blev for nyligt inviteret inden for i designeren Peter Jensens univers, hvor ukonventionelle design- og inspirationsprocesser hersker.

Den London-baserede danske designer Peter Jensen fascineres af stærke kvindetyper og benytter til hver af sine kollektioner en muse som frontfigur. Den kvindelige muse leder Peter Jensen til den nye kollektions udtryk, som varierer fra gang til gang.

Peter Jensen påpeger selv, at det er muserne og måden, han arbejder med dem på, som bl.a. gør ham til den designer, han er:

”Jeg er nok mest kendt for mine muser og den måde, jeg arbejder med dem på og skaber kollektioner ud fra dem,” forklarer Peter Jensen, da han gæster Danish Fashion Institute initiativet Min Historie. Han fortsætter:

”Jeg er en kæk historiefortæller, som skaber kommercielle kollektioner – dog altid med min personlighed og kendetegn inkorporeret.”

Hvor mange andre designere benytter sig af mood boards og inspirationsrejser, bruger Peter Jensen mere ukonventionelle metoder og finder inspiration til sine designs …hist og her:

”Jeg havde engang en tyk nabo, som jeg begyndte at klæde på. Det var dér, det rigtigt begyndte,” siger den danske designer og fortsætter sin inspirationsfortælling:

”Marianne Faithful (britisk sangerinde og skuespiller, red.) blev min første muse, da jeg læste hendes selvbiografi. Den ender med en opskrift på kylling i citron, og det kunne jeg bare enormt godt lide,” forklarer designeren.

Efter den første muse kom der flere til – en til hver kollektion. Muserne har altid været en vigtig del af Peter Jensens designproces og har budt på mange forskellige kvindetyper. Alle har dog haft én ting tilfælles: De er kraftfulde karakterer med individuelle og skæve træk.

”Jeg har været inspireret af en vaskeægte Hollywood-stjerne, en skøjteprinsesse som skader sin partner, en jødisk fotograf, den modige Christine af Danmark og min helt egen tante Jytte fra Grønland,” fortæller Peter Jensen.

At muserne altid er stærke kvindetyper mener Peter Jensen har noget at gøre med det faktum, at han er en mand:

”Jeg er fascineret af kvinder. Mænd er mere enkle og praktiske og ikke modige på samme måde som kvinder,” siger han og slår senere fast til FashionForum:

”Kvindehistorier tiltaler mig, det er en naturlig interesse.”

Peter Jensen har i de seneste 10 år været bosat i London, hvor han har deltaget under London Fashion Week og lavet kollektioner for den britiske trend-kæde Topshop og internationale Urban Outfitters. Peter Jensen er uddannet ved designskolen Central Saint Martins i London.

FashionForum hørte Peter Jensens fortælling i maj under arrangementet ”MIN HISTORIE”, som er en foredragsrække udbudt af Danish Fashion Institute.