Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Pandora-rokade blev fastlagt på få timer

Chef-kabalen gik først op i ellevte time, men den nye topchef er en langsigtet løsning og strategien uforandret, fastholder Pandora.
Chef-kabalen gik først op i ellevte time, men den nye topchef er en langsigtet løsning og strategien uforandret, fastholder Pandora.

Da topchef Bjørn Gulden i går offentliggjorde sit skifte til Puma efter kun et år i Pandora, havde den øvrige ledelse haft under et døgn til på ny at få fordelt kontorerne på direktionsgangen.

”Det er ikke noget, vi har vidst længe (at Bjørn Gulden ville stoppe hos Pandora, red.). Det hele faldt endeligt på plads i går aftes (onsdag. red.), så med hensyn til rokaden i toppen, har det været et spørgsmål om timer,” siger Pandoras kommunikationschef Jakob Risom til FashionForum.

Allerede før offentliggørelsen af Pandoras årsregnskab i slutningen af februar gik der rygter om, at Bjørn Gulden var på vej til et nyt job hos Puma, men først i går morges blev det  offentliggjort, at Gulden skifter til den tyske sportstøjsgigant, mens Allan Leighton skifter posten som bestyrelsesformand i Pandora ud med rollen som administrerende direktør.

Strategien er uforandret

Ifølge Jakob Risom, vil Pandoras fremadrettede strategi dog ikke blive ændret med Allan Leighton for bordenden.

”Der er ikke nogen ændringer som sådan. Leighton har været med til at udforme den strategi, som har kørt de seneste 18 måneder og det arbejde fortsætter med ham som direktør,” siger Jakob Risom.

Pandora har gennemgået nogle hårde år rent økonomisk og den strategi, som Gulden satte i gang og som Leighton nu skal fortsætte, handler grundlæggende om at få kørt virksomheden back to basics.

”Produkterne var kommet op i et for højt prisleje og salget bremsede op. Samtidig åbnede vi lidt for mange butikker i Kina, lidt for hurtigt. Strategien har derfor været at tilpasse Pandora mere til, hvad kunderne ønsker og efterspørger. Virksomheden skulle tilbage på sporet,” forklarer Jakob Risom, der understreger, at Allan Leighton ikke skal ses som et panikvalg til posten som adm. direktør.

”Leighton er ikke så kendt i Danmark, men han har været hele sit liv i detailbranchen og han har været hos Pandora i tre år og været med til at udforme den strategi, vi arbejder efter, så vi er ret glade for, at han er tiltrådt. Det er muligt, at der er andre kvalificerede kandidater på markedet, men vi har svært ved at se, at der er nogen derude, der skulle være mere kvalificerede end ham,” siger Jakob Risom.