Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge, Udland

Who's Next: Franskmænd er vilde med dansk mode

Chef for ready-to-wear ved den parisiske messe Who's Next kan fortælle, at det at være dansk bliver set som added value i Frankrig.
Chef for ready-to-wear ved den parisiske messe Who's Next kan fortælle, at det at være dansk bliver set som added value i Frankrig.

I slutningen af april holder Danish Fashion Institute speeddating med franske agenter, hvor danske modemærker får mulighed for at møde relevante agenter fra det franske marked. Arrangementet er stablet på benene i samarbejde med den franske modemesse Who’s Next, og her fortæller direktør for ready-to-wear på damesiden Sophie Guyot, at danske mærker allerede nyder stor anerkendelse i modens eget land.

”Danske mærker har et godt ry i Frankrig. Det er mærker med en kontemporær silhuet til både mænd og kvinder. Dansk mode bliver set som kreativt og god value-for-money. Det er slet ikke dumt at være fra Danmark, da danske mærker allerede nyder stor anerkendelse i Frankrig,” lyder det fra messelederen.

Og så kan Sophie Guyot i øvrigt ikke nikke genkendende til fordommen om, at franske kvinder kun går i franske mærker:

”Franskmændene er generelt glade for tøj fra hele verden, og franske mærker fylder stadig kun en brøkdel af det samlede modeudbud i Frankrig. Franske forbrugere har høje tanker om dansk mode, og dansk bliver set som en ’added value’ for fashionistaer på udkig efter nye brands.”

Hun mener, at en risiko, man bør have for øje, når man går ind på det franske marked, er, at man fra begyndelsen har styr på sin identitet, og på gennem hvilke kanaler, man bedst markedsfører sine produkter:

”Det er meget væsentligt, når man entrerer det franske marked, at man positionerer sig ordentligt i forhold til sit brand-DNA. Ellers risikerer man at blive misforstået af de franske distributører og forbrugere. Det er nødvendigt for et brand at udtrykke sig på den rette arena, selv hvis denne arena ikke tidligere er blevet udforsket,” slutter messechefen.

Som optakt til eventet afholder Danish Fashion Institute et gå-hjem-møde med fokus på Frankrig den 23. april kl. 15-17. Her er deltagelse gratis for DAFI-medlemmer og tilmeldte til speeddating-eventet.

Og så kan du selvfølgelig allerede nu tilmelde dig Danish Fashion Institutes speeddating-arrangement:

Speeddating med franske agenter

Tid: 25. april 2013

Sted: Danish Fashion Institute, H.C. Andersens Boulevard 27, 1553 Kbh. V.

Pris: 1.999 kr. for medlemmer af Danish Fashion Institute / 5.999 kr. for andre, inkl. adgang til gå-hjem-møde 22. april.

Tilmelding: Via følgende link, hvor du også udfylder dine præferencer.

Mere info: Tjek Ofte Stillede Spørgsmål på Danish Fashion Institutes hjemmeside eller skriv til projektassistent Olivia Thejll på ot@danishfashioninstitute.dk