Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

H&M anmelder svensk tv-program for uetisk opførsel

Den svenske modekoncern H&M har anmeldt TV4 Kalla Fakta til det svenske pressenævn for det, de beskriver som "uetiske arbejdsmetoder".
Den svenske modekoncern H&M har anmeldt TV4 Kalla Fakta til det svenske pressenævn for det, de beskriver som "uetiske arbejdsmetoder".

På den anden side af Øresund har H&M de seneste måneder været i vælten, efter at svensk TV4-dokumentarprogrammet Kalla Fakta (Kolde fakta, red.) i en miniserie har stillet skarpt på megakoncernen.

Seneste udsendelse blev sendt torsdag i sidste uge, og hvor programmet tidligere har stillet skarpt på fabriksarbejdernes forhold og blandt andet kritiseret løn- og arbejdsforhold på H&M’s fabrikker i Bangladesh og Cambodja, skulle det denne gang handle om bestyrelsesformand Stefan Persson aflønning sammenlignet med lønforhold i produktionen.

Efter første udsendelse har H&M forsøgt at få redaktionen bag Kalla Fakta i tale, idet man mener, at programrækken viser et upræcist billede af koncernen, og tirsdag i sidste uge anmeldte modekoncernen endeligt TV4 til det svenske pressenævn, Granskningsnämnden, for manglende respekt for privatlivets fred i forbindelse med optagelserne til den anden udsendelse, der gik i luften torsdag.

For som H&M skriver i en meddelelse:

“Vi reagerer kraftigt på Kalla Faktas uetiske arbejdsmetoder og det unuancerede billede, I [Kalla Fakta] vælger at male. Efter at have været i kontakt med jer gennem seks måneder, ser vi desværre, at der er et tilbagevendende mønster, hvor I konsekvent udelader vigtig information, vi har forsynet jer med, og desuden kraftigt vinkler indholdet, så det passer i jeres kram.”

På den baggrund valgte direktør for H&M Johan Persson ikke at stille op til interview, og koncernen har altså anmeldt Kalla Fakta til Pressenævnet med følgende begrundelse:

”For to uger siden filmede TV4 ved Stefan Perssons hjem i England uden tilladelse. Ved porten blev de informeret om at respektere, at det var privat område, og at det ikke var tilladt at filme, blandt andet af sikkerhedsmæssige årsager. Vi ringede endvidere op og talte med Jonas Gummesson, der er nyhedschef på TV4, og han forsikrede os, at man ikke havde bevæget sig ind på privat område. Efterfølgende valgte Jonas Gummesson imidlertid at hyre en helikopter, som fredag den 24. november fløj over portene og filmede i ti meters højde på Stefan Perssons grund,” lyder anmeldelsen, der ligger tilgængelig på H&M’s hjemmeside.

Bevæggrunden for anmeldelsen var sandsynligvis at sætte en stopper for anden og sidste udsendelse i rækken om H&M, efter at første del vakte megen opsigt og omtale i såvel Sverige som udlandet.

TV4 valgte nu alligevel at sende udsendelsen, der i øvrigt ikke har afstedkommet megen omtale, og da slet ikke affødt kritik i det omfang, første del gjorde. Hvor første afsnit tog fat i arbejdsvilkår og fabriksforhold, koncentrerede Del 2 sig mere om lønforhold i begge ender af værdikæden.