Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Triumph får en kærlig make-over

Den danske salgsdirektør Søren Steffensen vil trække på sin nordiske succes, for at Triumph i hele verden skal komme styrket ud af den økonomiske krise.
Den danske salgsdirektør Søren Steffensen vil trække på sin nordiske succes, for at Triumph i hele verden skal komme styrket ud af den økonomiske krise.

Mønstre, spræl og masser af farver til det asiatiske marked. Traditionelt og dæmpede farver til vesteuropæerne. Det verdensomspændende lingeribrand Triumph dækker 120 markeder verden over, men tilpasser produkterne hvert enkelt sted.

Danskeren Søren Steffensen, der de sidste 18 måneder har siddet i direktørstolen for Triumphs nordeuropæiske afdeling, rykker nu op i hierarkiet i undertøjsimperiet og ned til Schweiz, hvor der venter ham en plads i direktionen i det familieejede firma og en titel som “Head of Sales and Retail, Global Western Fit”. Det skriver business.dk i dag.

“Jeg har jo prøvet det før, da jeg sad hos Ecco sko, men det er alligevel noget helt andet, for sko og undertøj har jo ikke så meget med hinanden at gøre,” siger Søren Steffensen om sin nylige forfremmelse i telefonen til Berlingske Business fra München, hvor han for tiden bruger tre-fire dage om ugen på at udvikle det tyske marked.

I Tyskland, hvor Triumph oprindeligt startede, har undertøjsmærket en markedsandel på 19 procent. Det tyske marked er et af de vigtigste, og derfor lægger Søren Steffensen nu en masse energi i at gøre mærket mere “nyhedspræget” og komme væk fra tyskernes opfattelse af Triumph som “klassisk”.

Samme make-over står England over for, men det er en noget større mundfuld. Her gik Triumph ind på markedet med alt for billige priser for at få adgang, og derfor har lingeribrandet nu svært ved at sælge andre produkter til deres engelske forhandlere. Det er endnu en af de opgaver, som Søren Steffensen står over for som leder for salget verden over – men ikke den første, han tager fat på:

“Den første og største udfordring bliver at få sat holdet på de enkelte markeder. Den næste opgave derefter bliver at få transformeret noget af min nordiske lederstil ud i verden. Den kan godt være meget direkte og lige på, og det er der nogle kulturer, der ikke er vant til,” siger han til business.dk

Noget af det vigtigste, som Søren Steffensen med sin nordiske lederstil har gjort brug af, da han kom til Triumph i marts 2011, var at sikre, at firmaet var til stede og behjælpelige over for deres forhandlere, der, ligesom resten af branchen, var hårdt ramt af finanskrisen.

“Undertøj er jo ikke sådan et must-have produkt. Det er ikke særlig synligt, og vi kan godt mærke, der er krise. Til gengæld har vi besluttet, hvad vi vil bruge krisen på: Vi skal bruge den til at være offensive. Nu hvor alle er svage, skal vi være stærke, og den power har vi faktisk brugt de sidste par år,” siger Søren Steffensen.

Han understreger, hvor vigtigt det er som verdenskendt brand at være synlig over for kunderne hele tiden i stedet for at stikke halen mellem benene, så snart krisen kradser. Derfor uddanner de hos Triumph deres sælgere til at tale mere forretning og hjælpe forhandlerne ved for eksempel at sikre, at de har de rigtig produkter hængende i deres butikker.

“Det er vigtigt, at vi kommer ud, også til vores små kunder, og hjælper dem i den her krisetid. Vi løber ikke bare skrigende væk sammen med de andre, når der er krise. Vi skal i stedet bruge vores styrke til at få kunderne til at få det bedre, så når krisen er ovre, så er det os, de husker,” siger Søren Steffensen og fortsætter:

“Vi er de store nu. Det er nu, vi skal slå os på brystet i stedet for at gemme os.”

Kilde: business.dk