Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Luksusguider bag omfattende skattesnyd

Guider af kinesisk oprindelse har snydt Skat for et tocifret millionbeløb. Pengene kommer fra Københavns mest eksklusive butikker.
Guider af kinesisk oprindelse har snydt Skat for et tocifret millionbeløb. Pengene kommer fra Københavns mest eksklusive butikker.

Omfattende skattesnyd har fået det danske skattevæsen til at indlede en klapjagt på kinesiske guider på Strøget i København. Guiderne har undladt at betale skat af indtægter i omegnen af 25 millioner kroner, som de har modtaget af københavnske butikker. Det skriver business.dk

Det oplyser Skat i København, der samtidig fastslår, at den danske statskasse er blevet snydt for mindst 10 til 12 millioner kroner.

»Der er tale om både herboende guider og guider bosiddende i udlandet. Det drejer sig primært om kinesere,« siger Peter Møller Jensen, indsatsdirektør i Skat København ifølge business.dk

»Problemet er, at de ikke har selvangivet de betydelige beløb, som de har modtaget i københavnske ur-, smykke- og pelsforretninger,« siger han.

For at kunne stoppe skatteunddragelsen har Skat bedt butikkerne i København sørge for at indberette til Skat, hver gang de udbetaler penge til en guide, som bringer turister ind i butikken. Ifølge Skat har butikkerne over en bred kam accepteret deres indberetningspligt. Således tyder intet på, at butikkerne bevidst har medvirket til skatteunddragelsen.

Alligevel bør butikkernes samarbejde med de kinesiske guider afbrydes øjeblikkeligt, mener brancheforeningen Dansk Detail.

»Når Skat fortæller, at der er massivt skattesnyd blandt guiderne, så bør butikkerne stoppe samarbejdet med dem. Situationen er ikke holdbar,« siger Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail, der har cirka 2.500 medlemsvirksomheder.

Oplysningen fra Skat kommer, efter at Berlingske Business i går kunne fortælle, hvordan Københavns mest eksklusive butikker har indgået aftaler med kinesiske guider om at betale dem store beløb for at levere kinesiske turister til deres butikker. Det var en gennemgang af guldsmedeforretningers regnskaber, som for halvandet år siden fik Skat på sporet af sagen. Intet tyder på, at skattesnyden er stoppet.

»Vi har flere sager, som vi er i gang med at undersøge, og vi bliver ved med at fokusere på området, så længe vi kan se, at der er et problem,« siger Peter Møller Jensen fra Skat i København.

Kilde: business.dk