Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

Greenpeace-tøj indeholder også kemi og ftalater

Miljøforkæmperne hos Greenpeace har netop tilbagetrukket et parti tekstilmerchandise. Hvorfor? Fordi der var fundet hormonforstyrrende kemikalier og ftalater i stoffet.
Miljøforkæmperne hos Greenpeace har netop tilbagetrukket et parti tekstilmerchandise. Hvorfor? Fordi der var fundet hormonforstyrrende kemikalier og ftalater i stoffet.

Ironisk er nok det ord, der bedst beskriver en historie, som netop er kommet FashionForum for øre.

Greenpeace, der i går skabte røre i mediehavene, fordi de med en ny rapport påviste, at kemikaliet NPE kunne spores i en række tøjstykker fra blandt andre danske Bestseller, og at ftalater ej heller var ualmindelige at finde hos de store modekæder, har nemlig selv tilbagetrukket en større sending merchandise – hovedbeklædning og t-shirts – fordi, tekstilerne indeholdt, rigtigt gættet: ftalater og APE-stoffer, der ligesom NPE kan nedbrydes til det hormonforstyrrende stof PE i naturen.

”Det viser lidt om, hvor vanskeligt det er her område er,” siger Mogens Werge, kommunikations- og CSR-direktør hos Bestseller til FashionForum. Han fortsætter

”Alle ved jo, at man hos Greenpeace ønsker at modebranchen skal producere tøj uden skadelig kemi, og det er jo en vision, vi alle sammen deler. Den her sag viser jo, at det i praksis er meget, meget svært. Selv for dem er det umuligt,” fortsætter han.

Greenpeace under kampagneparolen Detox længe kæmpet for en mere miljøvenlig modeindustri, og de har øjeblikkeligt tilbagetrukket al merchandise fra organisationens butikker og webshoppen. Her giver Kirsten Brodde, kemikalieaktivist hos Greenpeace International, følgende kommentar til Ecotextile News, der bragte nyheden mandag:

”Vi gør alt, hvad vi kan for at source vores tekstiler til de allerhøjeste standarder. Og vi reviderer konstant vores indkøbspolitik. Ikke desto mindre har testresultater altså indikeret, at Greenpeace – præcis som alle andre handlende – er del af et toksisk system, så vi har besluttet at stoppe al salg af tekstilprodukter over hele organisationen.”

Hos Bestseller svarer Mogens Werge til FashionForum:

”Det er nemmere at tilbagetrække alle sine produkter, hvis man er rejsende i holdninger. Men vi er et tøjfirma. Vi lever af at sælge tøj. Virkeligheden for os er, at vi må operere bedst muligt i den branche, vi befinder os i. Forbrugerne skal have tøj, så vi må vi kæmpe for at gøre det så godt som overhovedet muligt,” fortsætter Mogens Werge, og den indstilling nikker man genkendende til hos brancheorganisationen Danish Fashion Institute, der blandt andet er tovholder på det tværnordiske bæredygtige projekt NICE:

”Det er jo stadig lige så alvorligt, men det er alligevel et godt udtryk for, hvor komplekst det her område er, og hvor svært det er at finde alle hullerne i et så stormasket net,” siger Eva Kruse, der som adm. direktør i Danish Fashion Institute blandt andet stod bag forårets – og verdens største – topmøde om bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit, til FashionForum.

”Vi har igangsat NICE-projektet med det formål at skabe uddannelsesinitiativer og give modevirksomhederne og leverandørerne redskaber, som skal styrke virksomhedernes evner til at tackle de miljømæssige og sociale påvirkninger branchen har på verden. De her problemstillinger er branchens og skal løses kollektivt, og Danmark skal tage det alvorligt, fordi mode er et af vores vigtigste eksporterhverv,” siger Eva Kruse til FashionForum.

Alt imens opfordrer Greenpeace kunderne til ikke at gå i panik, hvis de har købt et af de nævnte tekstilprodukter.

”Selvom standarderne i produktionen ikke matcher de standarder, vi sætter for industrien, opfordrer vi jer til at beholde varerne,” lyder det fra Greenpeace.

For netop brugstid er en af de helt centrale faktorer i den overordnede bæredygtighedsligning, skriver Ecotextile News og citerer videre Greenpeace:

”Produkterne udgør ingen sundhedsrisiko. Og den bedste måde at være miljøvenlig på er, at bruge tøjet så længe som muligt, så tøjet havner i din garderobe og på lossepladsen.”