Brug duft som salgsredskab
Det er på høje tid, at lugtesansen nu også inddrages i modebranchen.Tankerne falder normalt på former og farver, når man taler om design. Men design kan også være af mere uhåndgribelig karakter, som fx en duft. Således er én af slagsen nu blandt årets nominerede nyskabelser til Danish Design Awards.
Duften er en del af den sanseudstilling, der i anledning af Danidas 50-årsjubilæum har rejst rundt i landet, men selvom duft i dette specifikke projekt er blevet brugt i en udstilling, bør også modedetailbranchen spidse ører – eller næse:
“Man kan have brugt rigtig mange penge på et fedt design til en ny butik for eksempel, men hvis der lugter af maling og nyt inventar, kan det let få en afskrækkende effekt på kunderne, fordi det ikke er rart at opholde sig i,” fortæller Christine Hærslev, direktør i ambient idea, som står bag duftene i det nominerede projekt.
Det gode råd
Dufte har en stor betydning for helhedsoplevelsen og det er vigtigt at alle elementer spiller sammen. Det har længe været kendt og flittigt benyttet i bl.a. bilbranchen og hotelverdenen, men nu er turen altså også kommet til modebranchen. Ifølge Christine Hærslev kan messer, butikker og events få stor gavn af, at inddrage lugtesansen. Der er dog to ting man skal være klar over:
“For det første kan en duft aldrig stå alene, hvis man skal have det optimale udbytte. Man skal derfor sikre sig, at duften understøtter det univers man ønsker at skabe. Dernæst er det vigtigt med en god teknologi bag, så man sikrer at doseringen bliver korrekt, at der kun bruges gennemtestede olier og at man informerer sine medarbejdere løbende – så de ved hvorfor der benyttes duft og samtidig føler sig positivt inddraget. Men også så medarbejderne bliver de bedste ambassadører for implementeringen.”
Oplevelsescirklerne én af fire nominerede i kategorien “Service- og oplevelsesdesign” ved Danish Design Award 2012. Vinderen afsløres d. 27. september 2012. Læs mere om de nominerede til priserne her.