Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Tysk messeinitiativ indtager København - du kan være med

Det tyske messefænomen Blickfang kommer til Danmark til efteråret – og dit brand kan komme med på den velrenommerede forbrugermesse med den lange historie.
Det tyske messefænomen Blickfang kommer til Danmark til efteråret – og dit brand kan komme med på den velrenommerede forbrugermesse med den lange historie.

Det tyske messefænomen Blickfang kommer til Danmark til efteråret – og dit brand kan komme med på den velrenommerede forbrugermesse med den lange historie. 

I Tyskland kender de fleste designinteresserede Blickfang. For med tyve år på bagen og forbrugerdesignmesser i fire europæiske storbyer, er Blickfang svær at navigere udenom. Og til efteråret slutter København sig til  Wien, Zürich, Stuttgart og Basel, når der for første gang afholdes Blickfang Copenhagen. 

Kurateret af danske feinschmeckere
Blickfang adskiller sig fra andre B2C-messer ved at være nøje kurateret af et skiftende panel af designkyndige lokale. I Danmark bliver det designer Mads Nørgaard, Eurowomans chefredaktør Anne Lose, Rolf Hay, der er stifter at interiørvirksomheden Hay (der i dag ejes af Bestsellerkoncernen), Mette Barfod, chefredaktør på RUM, og Peter Bonnén, der har grundlagt designhuset Muuto, der står for at udvælge, hvilke brands, gæsterne ved Blickfang Copenhagen kan opleve.

 
”Design Boardet skal sørge for, at de udvalgte designere er nogle, der fungerer på det enkelte marked. Vi er ikke interesserede i blot at kopiere succesen fra fx Stuttgart eller Wien, når vi åbner op for et nyt marked,” siger adm. direktør Jennifer Reaves fra Blickfang til FashionForum.dk.
 
”Det skal være et dansk Blickfang, en væsentlig faktor er at etablere det med mange danske designere.”

Fordeling: 40/60
Typisk tæller messen 60 pct. internationale og 40 pct. lokale brands inden for såvel mode som indretningsdesign, og selvom messen ikke er en fagmesse – det er de helt almindelige forbrugere, der besøger den – adskiller Blickfang sig ikke desto mindre fra de andre forbrugermesser, vi ser i København.
 
”Dels udvælges designerne, der udstiller, af et Design Board, dels er det hverken for brands der laver masseproduceret design eller for enkeltmandsvirksomheder, der producerer unikt hjemmelavet brugskunst,” forklarer Jennifer Reaves og understreger:
 
”Det særlige er, at vi har kurateret det, som man kan komme og købe. Det er varer af høj kvalitet, og designerne bliver ikke inviteret igen, hvis de bruger Blickfang til at komme af med overskudslageret.”

Satser frem til 2016

I Danmark kommer Blickfang til at foregå i Øksnehallen i København den 9.-11. november, og der er ikke tale om et enkeltstående event:
 
”Vi har reserveret Øksnehallen hvert år frem til 2016. Når vi går ind på et marked, gør vi det gennemført. Vi begyndte at arbejde på et dansk Blickfang allerede for fire år siden. Nu er vi parate.”
 
Jennifer Reaves mener, at Blickfang er en god mulighed for designerne for at promovere deres varer hele vejen ud i hjemmene.
 
”I gamle dage havde man jo som indkøber typisk tre dage til at gå på (B2B-)messe. I dag skal man klare det på en enkelt dag, og så går man jo efter det man kender. Det betyder, at yngre brands har sværere ved at sælge sig ind. På Blickfang har du mulighed for at gøre et indtryk. Det er en måde at skabe kendskab.”

Udstillerne vender tilbage

Blickfang er altså en salgsmesse med fokus på design, og udstillerne vender gerne tilbage år efter år.
 
”De tjener gode penge på Blickfang. Det er bestemt økonomisk rentabelt, vi har aldrig oplevet designere, der ikke har lyst til at være med igen året efter,” siger Jennifer Reaves.
 
Mener du, at dit brand kunne passe ind på Blickfang Copenhagen, skal du skynde dig at ansøge om en stadeplads. Der er deadline for ansøgning den 25. juni. Du ansøger på dette link: http://blickfang.com/blickfang/en/application-exhibitor-2012
 
Kvadratmeterprisen i København til efteråret er 810 kr. – dog er prisen lavere for brands, der har færre end tre år på bagen – de hører under den såkaldte ”newcomer rate”, der oplyses ved henvendelse. Den 13. juni holder folkene bag Blickfang et Q&A-arrangement i København, hvor interesserede kan høre nærmere om messen. 
 
Blickfang Copenhagen
Tid: 9.-11. november 2012-05-21
Sted: Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 Kbh. V.
Tilmelding: Ansøg om deltagelse senest 25. juni via http://blickfang.com/blickfang/en/application-exhibitor-2012
 
Q&A-event
Tid: 13. juni kl. 10-12
Sted: Dansk Design Center, H.C. Andersens Boulevard 27, 1553 Kbh. V.
Tilmelding: Følg linket: http://rsvp.agencyv.com/blickfang