Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Designskolen Kolding får eksklusivt Swarovski-værksted

Designskolen Kolding og Swarovski har indgået et samarbejde. Kommende værksted skal give mere viden til eleverne - og give ideer tilbage til Swarovski.
Designskolen Kolding og Swarovski har indgået et samarbejde. Kommende værksted skal give mere viden til eleverne - og give ideer tilbage til Swarovski.

Den verdensberømte østrigske producent af smykkesten Swarovski åbner nu et eksklusivt værksted på Designskolen Kolding. Det sker efter de to parter har indgået en samarbejdsaftale. Det oplyser Designskolen Kolding i en pressemeddelelse.
 
Som den eneste designskole i Skandinavien får Designskolen Kolding nu et specialværksted, hvor skolens mode- og tekstilstuderende kan eksperimentere med Swarovskis produkter. Værkstedet udrustes med specialværktøj og et righoldigt udvalg af eksklusive smykkesten. Desuden arrangerer Swarovski en række kurser for de studerende i bearbejdning af de værdifulde materialer.
 
Samarbejdsaftalen om det nye smykkeværksted er indgået mellem Designskolen Kolding og Swarovski Elements, den del af koncernen, der producerer smykkesten til beklædning og accessories. Værkstedet har derfor fokus på applikation af smykkesten på netop beklædning og accessories.
 
"Vi kan nu give vores studerende en fantastisk mulighed for at prøve kræfter med noget af det mest eksklusive inden for smykkesten," siger Mathilde Aggebo, Institutleder for Institut for Produktdesign, Designskolen Kolding og fortsætter:

"Mens vi som skole er glade for at give vores studerende nye udfoldelsesmuligheder, så håber Swarovski Elements at de studerende skaber nogle spændende designs, som virksomheden efterfølgende kan bruge til at vise mode- og tekstilbranchen hvordan man kan bruge produkterne på nye måder."
 
Det nye Swarovski-værksted åbner til studiestart første uge i september.