Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Ny udstilling: Rokoko-mania viser samtidsmode og 1700-tals håndværk

Ny udstilling på Designmuseum Danmark blander rokoko-æraens forbrugsgoder med design fra bl.a. Nikoline Liv Andersen og Laura Baruël.
Ny udstilling på Designmuseum Danmark blander rokoko-æraens forbrugsgoder med design fra bl.a. Nikoline Liv Andersen og Laura Baruël.

Det skorter efterhånden ikke med gode mode- og designudstillinger i Danmark. På Designmuseum Danmark fortsætter man med moden, og tager teten op efter modeudstillingen Northern Women in Chanel. Rokoko-mania er navnet på udstillingen, der side om side viser samtidskunst og –design i dialog med 1700-tallets kunsthåndværk.

Udstillingen viser fælles træk mellem fortid og nutid. Fortiden illustreres via udvalgte genstande i museets samlinger fra 1700-tallet, mens nutiden repræsenteres af fire samtidskunstneres værker; de tre beklædningskunstnere Nikoline Liv Andersen, Laura Baruël og Anne Damgaard, samt den internationalt anerkendte britisk-nigerianske kunstner Yinka Shonibare MBE.

Iscenesættelse gennem forbrug
Udstillingen er opbygget omkring temaer som fx fascination, magt og motiver. Man kan opleve, hvordan mennesker i 1700-tallet iscenesatte deres liv gennem forbrug af mode og tilbehør som fx vifter og snustobaksdåser. Man vil også kunne opleve fx det ekstravagante toilet-sæt, som har tilhørt Caroline Mathilde, ligesom skrøbelige og sjældne tekstiler – også fra museets imponerende samling – helt særligt fremvises.

Trykte og broderede tekstiler, mode til kvinder og mænd og porcelæn fremstillet i Kina og Danmark iscenesættes mellem spejle, møbler og de nutidige værker.

Gratis undervisningsforløb
I forbindelse med udstillingen har museet udviklet et undervisningsprojekt under navnet Identity Lab – et laboratorium, hvor bl.a. begrebet identitet bliver formidlet på nye måder med udgangspunkt i temaer og værker fra udstillingen. Identity Lab søger at række ud til nye museumsbrugere – og derfor tilbyder Designmuseum Danmark  som noget særligt gratis undervisningsforløb i Identity Lab à 2,5 times varighed.

Udstillingen er kurateret af museumsinspektør Kirsten Toftegaard, og vises fra 3. maj – 23. september.

Tidsbestilling til undervisning i Identity Lab kan kun ske:
Tirsdage og torsdage kl. 13 – 16
Tlf. 33 18 56 70
E-mail: booking @ designmuseum.dk

Billede: Rokoko-Mania