Igen i år afholdes Creative Business Cup deres iværksætterkonkurrence, som dækker alt fra mode, musik, madkultur og computerspil.

Der bliver dystet blandt alle kreative iværksættere om gode forretningsidéer og om at vinde titlen som landets bedste iværksætter fra det kreative erhverv.

Creative Business Cup konkurrerer ikke kun om titlen. Første- og andenpladsen bliver nemlig belønnet med henholdsvis 50.000 og 25.000 kr. Desuden vinder de tre bedste forskellige sparringsforløb ved Symbion, Connect Denmark og landets væksthuse.

Juryen der skal bedømme de forskellige forretningsidéer tæller blandt andre Rasmus Wiinstedt Tscherning, direktør hos CKO og Dorrit Bøilerehauge fra Videncenter for design & business, TEKO. 

Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi står bag Creative Business Cup i samarbejde med Symbion, Venture Cup, Connect Denmark, Kulturministeriet, Erhvervsstyrelsen, Insight og Gyldendal.

Deltag i gratis workshop
Som optakt til konkurrencen tilbydes alle interesserede at deltage i inspirerende workshops, hvor man introduceres til konkurrencen og bliver fortrolig med emner som forretningsplan, markedssegment, strategi mv. Målet er, at deltagerne bliver godt rustet til at starte egen virksomhed og vinde Creative Business Cup. 

Datoer for workshops

·         Torsdag d. 24. maj 2012 (Promus, Aarhus) Tilmelding til workshop

·         Tirsdag d. 5. juni 2012 (Artlab, København) Tilmelding til workshop

·         Torsdag d. 7. juni 2012 (CAKI, København) Tilmelding til workshop

Læs mere om konkurrencen og hvem der sidder i juryen på Business Cups hjemmeside

For at være med i konkurrencen skal du uploade din forretningsplan senest tirsdag den. 14.august kl. 12.00.

Baggrund for Creative Business Cup
Dansk film, design, arkitektur, madkultur og computerspil vinder allerede internationale priser og hæder. Inden for en række kreative erhverv har Danmark globale styrkepositioner. Ifølge Erhvervsstyrelsen skal fremtidens vækst i Danmark derfor netop komme fra iværksættere, herunder iværksættere fra kreative erhverv. Nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at de kreative erhverv bidrog med over 11 % til værditilvæksten i Danmark eller i alt 108 mia. kr. Det er fire gange så meget som landbrugets årlige værditilvækst.