Dansk Detail: Vi er glade – men krisen er ikke slut
Forbrugertilliden stiger og butikkerne har haft overskud - men dermed ikke sagt, at krisen er overstået, lyder det fra Dansk Detail.Fire måneder i træk med stigninger har sendt forbrugertilliden op omkring nul. Danskernes tillid er siden december steget med 10,4 – og det er den kraftigste stigning over fire måneder siden 1996.
Men også ude i butikkerne har man lagt helt konkret mærke til stigningerne i forbrugertilliden. Det siger Jens Birkeholm, adm. direktør i Dansk Detail.
”Det kommer faktisk ikke som nogen stor overraskelse for os. For for første gang siden krisen satte i gang, har vi haft et kvartal, som samlet set kommer ud med fremgang. Første kvartal af 2012 er rigtig godt for os; vi har en 11 pct. stigning i marts sammenholdt med marts sidste år,” siger han til FashionForum.dk og peger på dankorttallene, der taler samme sprog.
”De dokumenterer eller indikerer i hvert fald samme tendens,” mener han.
Men at der er gode takter, er ikke det samme som at klappe i hænderne og glæde sig over, at krisen er slut.
”Her er der altså tale om kortbanenavigation, og vi skal være meget forsigtige med at sige, at krisen er overstået. Det tør vi på ingen måde. Der skal man kigge over endnu flere måneder. Men vi kan konstatere, at det har været et godt kvartal og det glæder vi os over,” ræsonnerer Jens Birkeholm, der er i spidsen for detailbranchens forbund.
Men samtidig er der dog tale om klokkeklare tal, der viser en mærkbar forskel i statistikkerne.
”Det er første gang siden september 2008, at vi har tre sammenhængende måneder med plus alle sammen. Det er en mærkbar forskel, jo, men det er urealistisk og ville være uklogt at afblæse krisen helt,” afslutter han.