Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Anima om pelskampagne: Brug hellere pengene på bedre forhold for minkene

"I stedet for at bruge penge på en stor kommunikationskampagne, burde man have brugt dem på at give dyrene bedre forhold," siger kampagnechef i Anima Joh Vinding om det nyeste reklamefremstød fra Kopenhagen Fur.
"I stedet for at bruge penge på en stor kommunikationskampagne, burde man have brugt dem på at give dyrene bedre forhold," siger kampagnechef i Anima Joh Vinding om det nyeste reklamefremstød fra Kopenhagen Fur.

 

I husets seneste kampagne, har Kopenhagen Fur lagt en noget anden strategi end hidtil. Her indrømmer minkavlerne nemlig, at de er ”Verdens bedste. Men ikke perfekte”. 
 
Og som FashionForum.dk kunne berette, er kampagnen et udtryk for, at Kopenhagen Fur er parat til at slå igen efter en periode med massivt pres fra forkæmpere for dyrerettigheder. 
 
”Man er nødt til at acceptere, at når man har dyr, så bliver nogle syge eller får skader. Vi lægger helt åbent frem, at sådan er det også for mink. Vi er så i den privilegerede situation, at tallet er meget lavt i minkproduktionen, hvor vi desværre må aflive nogle dyr på grund af sår og skader. Tallet er langt under 1 procent,” siger Tage Pedersen til FashionForum.dk.
 
Hos Anima er man imidlertid ikke imponeret over kampagnen.
 
"I stedet for at bruge penge på en stor kommunikationskampagne, burde man have brugt dem på at give dyrene bedre forhold," siger kampagnechef i Anima Joh Vinding til FashionForum.dk, og fortsætter:
 
"Hvorfor arbejde på at ‘få folk til at acceptere fejlene’ i stedet for at arbejde aktivt på at forbedre forholdene? Pelsdyrbranchen er en branche, der har det svært med regelefterlevelse. Men selv når reglerne bliver overholdt, har dyrene det dårligt."
 
Det er Tage Pedersen nu ikke helt enig.Han understreger, at udgifter til kommunikationskampagner ikke bliver taget fra samme kasse som udgifter til udvikling af dyrevelfærd, og at præmissen om, at pelsbranchen har dårlig dyrevelfærd er ”lodret forkert”:
 
”Vi er netop blevet færdige med at implementere de sidste krav i den nye pelsdyrbekendtgørelse, og det har været en millioninvestering for erhvervet. Endelig vil jeg påpege, at Aarhus Universitet har konkluderet, at de gældende regler for minkhold i Danmark giver god dyrevelfærd.”
 
Men når det handler om de helt specifikke forhold for minkene, peger Joh Vinding fra Anima på, at den mindre end ene procent skader, Kopenhagen Fur fremhæver i kampagnen som langt under gennemsnittet for danske dyrehold, ikke kan bruges i argumentationen: 
 
"Man kan ikke sammenligne skader fra dyr i pelsindustrien med skader i andre dyrehold, fordi mink er rovdyr. De er mere aktive og vant til meget større territorier end fx køer. Du kan ikke få meget dyrevelfærd ind på en kvart kvadratmeter," siger Animas kampagnechef til FashionForum.dk og understreger, at der i vores naboland Tyskland er krav om væsentligt bedre forhold til minkene – her skal dyrene fx have adgang til badevand i burene, det skal de ikke i Danmark.
 
I Kopenhagen Fur forstår man imidlertid ikke kritikken:
 
”Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke skulle kunne sammenligne skader og sygdomme fra dyreart til dyreart. Det giver overhovedet ingen mening at sige det modsatte.  De danske regler for mink bygger på dokumenteret viden om, hvordan man sikrer dyrene god velfærd,” siger formanden for Kopenhagen Fur og slutter:
 
”Jeg kan ikke se det formålstjenstlige i, at vi udfaser minkavl i Danmark. Vi er jo verdens vigtigste producent, og vi skaber velfærd i Danmark. Endelig skal man huske at produktionen bare flytter til andre lande, hvis man umuliggør den i Danmark. Det gør vel ikke tingene bedre?”