Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

DM&T og 3F indgår overenskomst

DM&T og 3F er i dag nået til enighed om en 2-årig overenskomst for timelønnede i tekstil- og beklædningsindustrien
DM&T og 3F er i dag nået til enighed om en 2-årig overenskomst for timelønnede i tekstil- og beklædningsindustrien

Dansk Mode & Textil (DM&T, red.) og 3F er i dag nået til enighed om en 2-årig overenskomst for timelønnede i tekstil- og beklædningsindustrien. Det skriver DM&T på deres hjemmeside.

Textil & Beklædningsoverenskomsten er ændret således at holddriftssatserne hæves med 1,4% pr. år, normallønnen forhøjes 1,60 kr. i timen pr. 1. marts 2012 og 1,85 kr. i timen pr. 1. marts 2013  og elevsatserne hæves med 2,25% pr. år.

Det er de store hovedpunkter i aftalen, der dog også indebærer flere midler til uddannelse og en seniorordning. 

Indeholdt i de øvrige overenskomstområder for timelønnede er nemlig også, at virksomheder nu kan søge midler til uddannelse fra Kompetenceudviklingsfonden. Tidligere har denne mulighed kun været gældende for medarbejdere. Resultatet vækker glæde hos DM&T.

”I DM&T ser vi det som en stor gevinst, at vores medlemsvirksomheder nu selv kan søge midler via fonden. Det betyder, at virksomhederne selv kan præge valget af efteruddannelse til deres medarbejdere,” udtaler DM&Ts overenskomstchef Lars Schandorff.

En seniorordning giver desuden medarbejderen mulighed for at vælge nedsat arbejdstid 5 år før pensionsalderen. Medarbejderen finansierer selv det reducerede timetal og kan vælge at konvertere en del af pensionsopsparingen til løn.

Overenskomsten vil dog først være endeligt gældende, når lønmodtagersiden har stemt om aftalen – og en sådan afstemning ventes til april. DM&T vil umiddelbart herefter udsende detaljeret information om overenskomstens indhold.

DM&T forhandler desuden overenskomst med Teknisk Landsforbund og HK. Aftaler der ventes at være klar om en uges tid.

Kilde: DM&T.