Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Styrk din virksomhed med Facebook Check-in Deals

Sociale medier giver kunden rabat og øget indtjening for virksomheden. Tendensen med at tjekke ind er ikke kun med til at skabe en identitet for hver enkelt Facebook-bruger. Der ligger store muligheder for butikkerne i at markedsføre sig via trenden.
Sociale medier giver kunden rabat og øget indtjening for virksomheden. Tendensen med at tjekke ind er ikke kun med til at skabe en identitet for hver enkelt Facebook-bruger. Der ligger store muligheder for butikkerne i at markedsføre sig via trenden.

En række studerende ved KEAs PBA i Design/Business fik denne vinter til opgave at identificere en trend. Ved hjælp af DART-modellen, som også tidligere er omtalt på FashionForum.dk, foldede de trenden ud for endelig at udarbejde en artikel, målrettet FashionForum.dk, om emnet. FashionForum.dk bringer seks af artiklerne. Læs alle artiklerne her.
 
Af: Christina Rebien

 
Sociale medier giver kunden rabat og øget indtjening for virksomheden. 

 
Vi tjekker ind som aldrig før og gerne steder, der styrker det billede, som vi gerne vil vise af os selv udadtil. Gennem vores positive statusopdateringer og check-in i fitnesscentre, på dyre restauranter, i lufthavnen på vej til NYC, samt andre lækre og luksuriøse steder, skaber vi vores identitet. 
 
Ekstern lektor i psykologi ved Københavns Universitet Lars Lundmann Jensen forklarer: 
 
”De positive opdateringer handler i høj grad om at skabe en identitet. Behovet for anerkendelse og bekræftelse er mere afgørende end nogen sinde, og vi foretrækker anerkendelse for det positive.”
 
Tendensen med at tjekke ind er ikke kun med til at skabe en identitet for hver enkelt Facebook-bruger. Der ligger store muligheder for butikkerne i at markedsføre sig via trenden. 
 
Facebook har netop lanceret Check-in Deals i Danmark. Check-in Deals er et naturligt skridt videre i udbygningen af den nuværende sociale tjeneste Check-in, hvor man opdaterer og formidler sit opholdssted, samt lokaliserer venner i nærheden. 
 
Ud over det ligger der et stort potentiale i Check-in Deals for virksomhederne. De kan give deres kunder noget ekstra og sprede budskabet om forretningens eksistens, og ved Check-in Deals kan de give kunderne mulighed for lokationsbestemte tilbud og online-markedsføring.  
 
Postkort og poser-metoden på retur 
Vi har, siden det første turist-charterfly lettede fra Danmark i 1953 mod Mallorca, været flittige til at sende postkort hjem til familie og venner. 
 
Igennem nøje udvalgte postkort har danskerne altid søgt at skabe en form for status. Man ønskede, at familie og venner blev gjort opmærksom på, hvilket fantastisk sted man befandt sig. 
 
Postkortene er i høj grad skiftet ud med check-in i lufthavnen før afgang, statusopdateringer under ferien og albums på Facebook, der giver familie og venner et billede af ens charter- eller oplevelsesferie. 
 
Vi tænker meget over, hvad vi gør i dag, i forhold til hvilket signal vi sender omverdenen. Vi vil nødig gå på kompromis med den identitet, som vi ønsker at skabe. 
 
Pigen der køber mærkevaretasken, som hun har sparet op til over længere tid, gemmer senere købet fra H&M eller Gina Tricot nede i mærkevareposen, da disse to poser ellers vil være modstridende i det samlede signal, som hun gerne vil sende. 
 
Facebook Check in Deals
7-Eleven og McDonald’s er i øjeblikket de eneste, der udbyder Check-in Deals i Danmark. Marketingchef for 7-Eleven Bo Velling-Theisen forklarer:
 
”At gå på Facebook via mobilen og tjekke ind hos 7-Eleven er noget, der for en typisk ung tager 30 sekunder. Med Facebook Deals honorerer vi nu den ”indtjekkede” kunde med et godt tilbud, som fem sekunder efter check-in kan høstes i den pågældende butik.”
 
Modeforretningerne vil i fremtiden kunne benytte Check-in Deals som en del af deres markedsføring. Fremover vil de kunne rette direkte reklame mod de personer, der via Places-funktionen er registreret i nærheden af butikken. 
 
Tilbuddene gælder som rabatkuponer, der kan indløses via visning af telefonens display. Check-in Deals drejer sig ikke kun om tilbud og rabatter. Det er også muligt at donere et lille beløb til et velgørende formål, når man tjekker ind. Butikkerne kan f.eks. vælge at donerer 10 pct. af kundens køb til et velgørende formål. 
 
Forretningen får den største deal
Med tanke på den identitetsdannelse og de check-ins, som vi i forvejen foretager os prestigefyldte og luksuriøse steder, er der et stort potentiale gemt i Facebook Check-in Deals. 
 
Hvem vil ikke gerne give til kende, at de står i en lækker modebutik og måske endda samtidig donerer penge til et godt formål? 
 
I forhold til måden vi i dag benytter Check-in er dette noget man hellere vil, end at vise vennerne på Facebook, at man netop har fået opgraderet sin burgermenu. 
 
Det gælder om, at virksomhederne tænker Facebook Check-in Deals ind i en rigtig kontekst i forhold til deres markedsføring og vurdering af forbrugernes behov for at skabe en særlig identitet. Tilmed er det vigtigt, at virksomhederne i disse tider hvor vi er udfordret af finanskrisen, bliver bedre til at benytte de sociale mediers muligheder. 
 
Check-in Deals vil vise sig at være en god deal for alle parter.