Anmeldelse: Resteröds AW12

Der er ikke nogen grund til, at dette fremstår som en almindelig anmeldelse. For det kan den ikke. Resteröds-showet var for det første et velgørenhedsshow, men også en knivsskarp og lidt urovækkende samfundskommentar, der skulle skabe opmærksomhed om hjemløse – og lad os i det mindste håbe, showet gør det. 

Med en introduktion af Jokeren, der læste op af de hjemløses ord (han fik ikke lige selv skrevet et digt…), blev det svenske mærkes kollektion vist på Terminal-2. Kollektionen er kort og godt fin nok. Varm, med god strik og striber og mørke og hvide farver. En boucle-agtig jakke, en smule print og nogle underbukser – både de korte og lange af slagsen.

[[addon]]
Fokus på sagen
Men det ville være nærmest hyklerisk at bruge spaltepladsen her på at beskrive en kollektion, når formålet med modeshowet var et andet. Så lad os i stedet beskæftige os med netop de hjemløse, der var showets modeller. Nogle af dem var glade, smilende og vinkende, og gik rundt på runwayen – nogle med (formoder jeg) deres egne hunde. Et Hus Forbi (magasin der sælges af – og til fordel for – hjemløse, red.) lå på stolen, og under var den vanlige goodie-bag. Mærkeligt og højst bizart at uddele gratis ting til et show, når det handler om, at andre mennesker ikke har et sted at bo.

Og det var sigende. For showet blev absolut en kommentar på modeugen, på forbrug og på hele cirkusset. Men på mærkelig vis blev showet også en udstilling, hvor undertegnede kunne konstatere, at der blev klappet af de hjemløse modeller hver gang, de gik på scenen – som om de var søde små pudler til et hundeshow. Selvfølgelig kan man bare se det som en sjov og fin måde, at sætte fokus på en vigtig sag. Men alligevel?

Måske er det fordi, jeg ikke er særlig vant til velgørenhedsarrangementer, men det virkede mærkelig akavet i sådan denne sammenhæng. Og hvorfor var bokseren Patrick Nielsen, der også har været med i TV2-programmet Vild med dans, en del af showet? Og som undertøjsmodel? Må hjemløse ikke gå i boxershorts, eller?

En gentagelse af sidste år, tak
Men han kan noget med at dissekere ting og udstille dem hårdt og brutalt, stylisten Simon Rasmussen. Selvfølgelig løb han rundt i kulissen og fik sparket til os alle sammen. For selvom det var et højst bizart show, sætter det tingene lidt i perspektiv.
Modeugens største samtaleemne, det kolde vejr, virker pludselig ikke længere så interessant, når man er klædt i varme pelse og tørklæder – og bliver mindet om, at andre bor på gaden.

Sidste vinter gik en række modevirksomheder ind i kampen for de hjemløse, der var tæt på at fryse ihjel. Tøj og sko blev doneret til bl.a. herberget En Varm Seng, som fik massiv mediedækning og hjalp udenlandske hjemløse. Nu er det igen vinter. Pissehamrende koldt, for at sige det ligeud – ligegyldig hvor meget tøj man har eller ikke har. Man kan derfor håbe, at showet fredag formiddag kan få virksomhederne, pressen og måske nogle af de udstillere på Terminal-2, der overværede showet, til endnu engang at hjælpe dem, der har brug for det til en lidt varmere vinter. Det er, desværre, stadig nødvendigt.