Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Anmeldelse: Gestuz AW12

Det var Gestuz' debut i showkalenderen - og det var en noget sikker forestilling, der blev leveret.
Det var Gestuz' debut i showkalenderen - og det var en noget sikker forestilling, der blev leveret.

Der var dømt rent gensyn med 90’erne hos Gestuz, der havde debut i showkalenderen. Der var læder, læder, læder – og et par ting, der flydende smøg sig om kroppen. Med tunge læderstøvler og til liverock – bandet var placeret på selve runwayen – blev der sendt halvfarlige bikerpiger ud med løst hår flagrende efter sig. Men rigtig hardcore blev det aldrig – nærmere var det lidt sikkert hele vejen igennem.

Der var læderkjoler, lædernederdele, læderjakker og læderbukser – meget fint skåret, men uden rigtig at skræmme nogen. Det meste af det sort, og en påsat med metalliske cirkler – nitteagtigt, uden helt at være det. Men også nogle af showets sidste styles i en gråbrunlig tone – og de fungerede faktisk glimrende.

Jakkerne et plus
Jakkerne er klart nogle af kollektionens bedste hits. Især en lys grå bikerjakke eller en mørkere af slagsen, sat sammen med en fin lys, tætsiddende kjole, der på billeder ser meleret ud, men som i spotlyset glimtede mat. En trenchcoat-lignende vest var afsindigt fin. Uden ærmer, og i stedet med en læderjakke indenunder. Virkelig godt element.

Nogle flydende kjoler var også at finde – fra korte til lange. Især en printet hellang sag udmærkede sig og var opmærksomhedskrævende uden at være aggressiv, mens den mørkeblå af slagsen med sine spaghetti-stropper lidt for meget lignede en natkjole fra 90’erne. En grå med skråt skåret længde og skrå stropper fungerede glimrende.
[[addon]]Der var læderkjoler med indsnit af andre materialer; fine detaljer til en aften i byen på høje hæle med veninder og en grå næsten vatteret nederdel der, om end meget kort til vinter, var fin.

Snøredetaljer og sikkerhed
Men der var til gengæld også både en kjole, et par jeans og showets afsluttende læderbukser, der alle havde snøredetaljer rundt omkring. Eller en gulvlang nederdel. Ikke et kærkomment gensyn eller noget vi behøver at se i gadebilledet.

En flot mørkeblå og en gedigen støvet orange brød den mørke farvepalet, og en behandlet denimskjorte skinnede fint i lyset. Kollektionens sidste jakke – en guldglimtende blazer – var også virkelig fin.

Sikker flyvning
Opsummeringen? Der blev leveret en noget sikker kollektion. Og den manglende leg med forskellige materialer gjorde desværre, at udtrykket blev en smule kedeligt. Måske især fordi der lige manglede det der ekstra, der kunne få showet til at flyve.

For selvom det absolut er en fin og yderst salgbar kommerciel udgave af 90’er-rockpigen, kunne det i en showsammenhæng have været godt, hvis der blev fyret op for lidt mere. Så havde det været en noget stærkere debut.