Anmeldelse: Stine Goya AW12

Der var dømt forførelse hos Stine Goya med Seduction de la Nature, som kollektionen hed. Og forførelsen var på flere planer, fra modellernes til tider transparent afslørende toppe, til indgangspartiet: et stort, gyldent æble, der på fin vis illustrerede, at Edens Have også lå til grund for en del af inspirationen.

”I need to let you out of your cage and set you free, If tonight’s the night, I’m gonna show you I ain’t got no game playing,” sang sangerinden Roísín Murphy bl.a. fra højtalerne og leverede dermed et passende soundtrack til en aften i kvindelistens tegn.

Hård kontrast
De første indganges læderjakker gav en dejlig hård kontrast til det mere bløde og feminine Stine Goya, der også var repræsenteret. En jakke var især fint udført med gyldne, skrå lynlåse.

I det hele taget var overtøjet en af de store forcer i kollektionen. En helt fantastisk kropsnær, men ikke figursyet, frakke i camelfarvet uld vakte glæde, en trenchcoat fungerede glimrende og en kort sort jakke var halvt lynet ned og afslørede et sart beige for. En grå bomber-jakke var godt stylet med et par grå shorts – et af kollektionens klart bedste look. Superfint.

Interessant redesign
Ligeledes var det interessant at se, hvordan en af Stine Goyas signaturer er blevet udviklet på ny. Den flæse der ofte har markeret taljen på jakker, buksedragter og toppe var nu at finde på langt færre styles, men var også skåret, så den kun sad på den ene hofte – en fin lille detalje, der netop sikrede, at universet ikke står helt stille, men samtidig bærer designerens klare signatur.
[[addon]]Farvepaletten var ren Goya. En lækker fersken, okker, røde og gule nuancer og (selvfølgelig) grå og sort. Fine bukser, smukke blazere – og sko, der var en videreudvikling af sommerens gyldne plateauer.

Nye prints
Der var ternede, harlekinagtige prints i både en grå/hvid og en flerfarvet – hvoraf den sidste fungerede mindre godt på vinterbleg hud. Der var fed, fed velour der med sit bølgende farvespil i lyset i sig selv virkede forførende – om man er til velour eller ej.

Og der var transparente guldtoppe, tung strik og højtaljerede bukser med en lille flæse foran. Men med 10 indgange færre end sidste sæson, var det et mærkbart kortere show – hvilket var dejligt, fordi det viste en skarpere Stine Goya, der havde skåret ind til benet. Ingen dikkedarer og udenomssnak, tak.

Forførende referencer
De forførende referencer er der flere af. På bluser og bukser glimtede påsyede slanger i guld og sort og snoede sig dermed rundt på modellerne – og fra ørerne, hvor gyldne slanger hang. Udover den åbenlyse bibelske reference illustrerede de fint, at forførelsen er dobbeltsidet og har en anden, farligere, side.

Som også set på en mørk top hvorpå et print af en slank træstammes kroner bredte sig faretruende og foruroligende ud over kjolen og mindede om en himmel, der lover, at der ikke går lang tid, før helvede bryder løs.

På den måde spillede kollektionen fint på en listig femininitet der ligger i umiddelbar forlængelse af Goyas stil – men den er forræderisk, la seduction. Bliver man først forført af Stine Goyas univers, kan det godt gå hen at blive svært at slippe ud igen.