Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Arbejdstilsyn kræver bedre beskyttelse af ansatte i Abercrombie & Fitch

Hvis du har astma eller vil undgå allergi, er det værd at overveje arbejdet eller shoppingturen hos Abercrombie & Fitch.
Hvis du har astma eller vil undgå allergi, er det værd at overveje arbejdet eller shoppingturen hos Abercrombie & Fitch.

Hvis du har astma eller vil undgå allergi, er det værd at overveje arbejdet eller shoppingturen hos Abercrombie & Fitch. Det skriver Politiken.dk.
 
Arbejdstilsynet har to gange på det sidste år forsøgt at få butikken til at beskytte de ansatte mod unødig påvirkning fra den parfume, der bruges inde i forretningen på Købmagergade i København.
 
I parfumen findes det allergifremkaldende stof citronellol, som ifølge EU-regler er blandt 26 udvalgte parfumestoffer, der skal opføres i ingredienslister på grund af risikoen for allergi.
 
Den amerikanske modetøjskæde, der i 2010 åbnede i Købmagergade i København, er kendt for det stramme koncept i kædens butikker verden over: dyb bas, dæmpet lys og ikke mindst en kraftig duft af parfume, der ofte kan lugtes helt ude på gaden.
 
Politiken har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets sager angående Abercrombie & Fitch. Rapporterne viser, at tilsynet i februar og igen i september har givet virksomheden et påbud om at beskytte de ansatte mod stofferne.


Røde plamager på halsen
Da Arbejdstilsynet senest besøgte butikken i september, konstateredes det, at der lugtede kraftigt af parfumen med det allergifremkaldende stof. Hver dag sprayes der minimum tre flasker med i alt 150 ml parfume med det allergifremkaldende stof ud i butikken.
 
Det har fået Arbejdstilsynet til at kræve, at Abercrombie & Fitch beskytter de ansatte bedre inden 15. januar.
 
Professor Jeanne Duus Johansen, der er daglig leder af Videncenter for Allergi, advarer mod de store mængder parfume.
 
"Det lyder uhensigtsmæssigt at udsætte både kunder og ansatte for så massive mængder af parfumestoffer. Når man både sprøjter det på borde og på tøj, kan man få en parfumeallergi, og dem, der i forvejen har parfumeallergi, kan få symptomer som udslæt på huden. Og citronellol, som de bruger, er kendt som allergifremkaldende ved kontakt med huden," siger hun.
 
Allerede i februar sidste år gjorde Arbejdstilsynet Abercrombie & Fitch opmærksom på problemet med parfumen med det allergifremkaldende stof.
 
Ved tilsynets besøg blev der hver halve time sprayet parfume ud i lokalet fra en række maskiner. Og Arbejdstilsynet mødte en medarbejder med tydeligt rødt udslæt og røde plamager på halsen.
 
Gennem sine advokater forsøgte den amerikanske modekæde dengang at få trukket påbuddet tilbage, men valgte til sidst at acceptere det. Derefter fjernede Abercrombie & Fitch maskinerne og udstyrede i stedet medarbejderne med gummihandsker, så de manuelt kan spraye parfumen på tøjet.


Fans »elsker« parfumen
Politiken har forsøgt at få en kommentar fra butikkens HR-chef, Johnny Wagner, der dog henviser til Eric Cerny, der arbejder for Abercrombie & Fitch i USA.
 
I en email til Politiken afviser han at kommentere det konkrete påbud fra Arbejdstilsynet, men skriver, at parfumens duft er en vigtig del af kædens koncept, som »vores fans rundt i verden elsker os for«. Han fastslår, at parfumen er grundigt testet for at overholde lovgivningen og sikkerheden for medarbejdere og kunder.
 
Den samme begrundelse bruger Abercrombie & Fitchs advokater over for Arbejdstilsynet.
 
Advokaterne skriver på vegne af kæden, at parfumen er blevet brugt gennem fire år i mere end 1.200 butikker i hele verden uden eksempler på nogen problemer. De understreger i forbindelse med Arbejdstilsynets seneste påbud, at der er opstillet en øjenvaskeplads i butikken, og at det er påkrævet, at de ansatte bruger handsker, når de sprayer.
 
"Man er fortsat i kontakt med parfumen både ved at røre ved tøjet, og hvis det sprøjtes på overflader. Så vil man have en daglig kontakt med det. I øvrigt er gummihandsker et tveægget sværd, for de kan også fremkalde allergi," siger hun.
 
Jeanne Duus Johansen giver heller ikke meget for Abercrombie & Fitchs påstand om, at der ikke er eksempler på problemer med parfumen.
 
"Det er jo ikke dokumentation. Det er til gengæld kendt, at hvis man til daglig bliver udsat for parfumer med allergifremkaldende stoffer i, kan man udvikle allergi. Det er også kendt, at dem, der allerede har allergi, kan få symptomer.
 
Det er også kendt, at hvis man har astma, kan det udløse et anfald, hvis man bliver udsat for stærke dufte. Det er også kendt, at der er mange, der klager over ubehag ved udsættelse for stærke dufte," siger hun.
 
Kilde: Politiken.dk / Foto: Abercrombie and Fitch