Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

H&M bruger mest økologisk bomuld

Et forbrug på omkring 15.000 ton økologisk bomuld gør H&M til den største aftager heraf i 2010.
Et forbrug på omkring 15.000 ton økologisk bomuld gør H&M til den største aftager heraf i 2010.

H&M er den største aftager af økologisk bomuld i verden, viser Global Sustainable Textiles Market Report fra Textile Exchange – en global organisation der promoverer dyrkning og brug af økologisk bomuld. I 2010 brugte H&M omkring 15.000 ton økologisk bomuld, hvilket er en mærkbar stigning fra året før. Det oplyser den svenske modekoncern i en pressemeddelelse.

”Intentionen er gradvist at bruge mere økologisk bomuld som del af vores mål om at bruge mere bæredygtig bomuld inden 2020. Vi vil gerne være med til yderligere at øge efterspørgslen på økologisk bomuld og motivere bønderne til en bæredygtig bomuldsdyrkning,” siger Henrik Lampa, CSR Manager hos H&M.

Hos Textile Exchange er man også godt tilfreds med indsatsen fra den svenske modegigant.

”H&M fortsætter med at demonstrere lederskab og innovation gennem deres ekspansion af brugen af økologisk bomuld. I 2010 tog H&M førerpladsen som den største forbruger af økologisk bomuld. Deres sjove og stilfulde øko-kollektion rammer ikke bare deres forbrugere, men understøtter også H&Ms længerevarende bestræbelser på at skabe mode på en mere bæredygtig måde,” siger LaRhea Pepper, adm. direktør i Textile Exchange.

H&M har brugt certificeret økologisk bomuld siden 2004, og siden 2007 har der været tøj lavet af 100 pct. økologisk bomuld i samtlige afdelinger. Samtidig er dele af kollektionerne lavet af 50 pct. økologisk bomuld og 50 pct. konventionelt. Alt tøj lavet af økologisk bomuld er mærket, så det tydeligt fremgår.

Udover at bruge økologisk bomuld, arbejder H&M også for at forbedre forholdene for konventionel bomuldsdyrkning gennem deltagelse i Better Cotton Initiative, der arbejder for at reducere vand- og kemikalieforbruget. H&M har været med siden organisationens grundlæggelse i 2004, og har i dag plads i bestyrelsen.

På trods af H&Ms arbejde med CSR blev det i slutningen af august måned afsløret, at godt 300 medarbejdere på en tekstilfabrik i Cambodja, der blandt andet producerer tøj til H&M, besvimede – muligvis som følge af farlige kemikalier i tøjet. En medarbejder udtalte i den forbindelse af tøjet lugtede dårligt. Læs mere om sagen her.