Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Udvalgte til CSR-uddannelse: Vi har høje forventninger

13 virksomheder er nu udvalgt til ”Design & Sustainable Performance Essentials” – og det vækker glæde.
13 virksomheder er nu udvalgt til ”Design & Sustainable Performance Essentials” – og det vækker glæde.

De 13 danske modevirksomheder der har fået plads på CSR-uddannelsen ”Design & Sustainable Performance Essentials” er nu udvalgt. Uddannelsesinitiativet er båret af Modezonen og Danish Fashion Institute i stærkt samarbejde med Dansk Erhverv, der også vægter CSR højt og har lagt lokaler til workshopdagene. Uddannelsen er skræddersyet til de udfordringer, man som modevirksomhed kan stå overfor i arbejdet med implementeringen af CSR – Corporate Social Responsibility.

Virksomhederne er udvalgt så en god fordeling af størrelse er sikret. Derfor kan man fx finde så forskellige virksomheder som Only og Fnubbu, David Andersen, Tusnelda Bloch, Henrik Vibskov og InWear.

Hos en af de større virksomheder, By Malene Birger, er PR Manager Christina Neustrup glad:

”Vi er altid interesseret i nye værktøjer til udvikling af vores CSR. ”Design & Sustainable Performance Essentials” er en unik chance for at indhente ny viden,” siger hun til FashionForum.dk.

Samme tone er at spore hos Designers Remix, hvor Charlotte Eskildsen, designer og kreativ direktør, peger på, at CSR, for hende, er en indkorporeret del af livet.

“Hos Designers Remix bekymrer vi os om vores planet samt om de mennesker, der bebor den. Vores bekymring rækker sig ud over tøj og til at re-designe de sociale og miljømæssige faktorer, der behøves for at fremme en mere bæredygtig planet. For os er CSR ikke et buzzword – det er en integreret del af vores måde at leve på.”

The Baand er en af de mindre virksomheder, der er udvalgt til at deltage i uddannelsen. De to grundlæggere har begge arbejdet med mode i flere år, men grundlagde efter en tur til Peru The Baand i 2009. Her arbejder man med kvalitetsbevidste basisting i økologisk bomuld. Men at arbejde økologisk, fortæller Stine Bauer Boskov, den ene af ejerne af The Baand, er ikke det samme som, at man har en udpræget CSR-strategi.

”Vi har jo arbejdet med økologisk bomuld i mange år, og det hænger da lidt sammen med CSR, men vi har ikke beskæftiget os med selve CSR-delen før, men kun kigget på miljøet. For os er det super fedt at komme med i uddannelsen, for nu kan vi fokusere på det sociale aspekt. Et tilbud med gratis uddannelse indenfor det felt er vigtigt for os, og at møde andre virksomheder, vi kan spare, med er en luksus,” fortæller hun og peger på, at der er høje forventninger til forløbet.

”Vi har høje forventninger, og forventer at kunne gå derfra med en form for guideline; hvordan vi kan spørge ind til konkrete emner, om fx produktion, arbejdsvilkår etc.. Det har været svært før, fordi det kan være meget uhåndgribeligt. Så vi glæder os til at lære, hvad vi skal stille spørgsmål om, og hvor vi starter,” afslutter Stine Bauer Boskov.

’Design & Sustainable Performance Essentials’ er udviklet i tæt samarbejde med Sustainable Fashion Academy i Stockholm, der tidligere har gennemført uddannelsesprogrammer for blandt andre Acne, Odd Molly, KappAhl og H&M.

De 13 deltagere i programmet er: Only, By Malene Birger, InWear, Designers Remix, Modström, Henrik Vibskov, Baum und Pferdgarten, Tusnelda Bloch, Aymara, Bianco, Fnubbu, David Andersen og The Baand.

Billeder: The Baand.