Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Sommerpraktikanterne: Patriksson Communication

Som praktikant må man konstant holde trit med de ansatte, holde hovedet højt og vise sig ligeværdig. Tine Strange, designteknolog med speciale i mode, beretter om sit praktikophold hos Patriksson Communication i sidste kapitel i serien Sommerpraktikanterne.
Som praktikant må man konstant holde trit med de ansatte, holde hovedet højt og vise sig ligeværdig. Tine Strange, designteknolog med speciale i mode, beretter om sit praktikophold hos Patriksson Communication i sidste kapitel i serien Sommerpraktikanterne.

Man må lære at svømme, hvis ikke man kan bunde, skriver Tine Strange på 24, der er designteknolog med speciale i mode fra KEA og i praktik hos PR-bureauet Patriksson Communication.

Badevinger og korkbælte
Jeg er på vej til pr-bureauet Patriksson Communication. Et succesfuldt, svensk bureau med hovedsæde i Stockholm og derudover kontorer i Oslo og København.

Det føles som første skoledag. Jeg er seks år gammel igen, min taske er alt for stor, jeg kan ikke finde min mor, og jeg har glemt, hvor ideen til alt det her startede.
Jeg har selvfølgelig været til samtale om pladsen, og vi har indgået aftaler om ansvar og arbejdsområder, men virkeligheden er således, at jeg ikke aner, hvordan jeg passer ind hos Patriksson Communication.

Jeg er altså på vej ud på dybt vand, og jeg burde nok have både badevinger og korkbælte på.  Nuvel, man lærer vel at svømme, hvis man ikke kan bunde.

Et hav af udfordringer
Faktisk er jeg 24 år og designteknolog med speciale i mode. Jeg er stærk i konceptudvikling, og jeg har øje for indpakning og helhedsforståelse.  Udfordring numero uno er, at jeg ikke er en haj til hverken marketing eller networking.

På kontoret forbereder man sig på en ny dag med telefonopkald, møder og knus og kram til de besøgende i showroomet. Rummet summer af professionalisme og venskab, der giver en rolig atmosfære trods det åbne og til tider hektiske kontormiljø.

På mandagsmødet opdateres alle om forrige uge.  Her koordineres og tjekkes op – alt sammen på svensk, imens jeg sidder med lyttebøfferne slået helt ud som en anden Dumbo. Det går hurtigt og dialogen er meget indforstået. Udfordring numero due er, at jeg er en hat til svensk!

Det sværeste har dog været at sælge hele pakken: ”Tine Strange, kreativ konceptudvikler, som selvfølgelig kan alt”. Som praktikant må man konstant holde trit med de ansatte, holde hovedet højt og vise sig ligeværdig. Bidrage med ideer, som kan have positiv indvirkning på virksomheden, her duer det ikke at være tilbageholdende.

Venskab og tillid
Der går to minutter, før jeg støder på virksomhedens mest åbenlyse kerneværdier – tillid og ikke mindst vedligeholdelse af bekendtskaber. Her stræbes højt for at være imødekommende og venlige over for alle. Her er alle velkomne, og der er altid kaffe til en tørstig sjæl. Der arbejdes hårdt på at bibeholde den gode korrespondance mellem bureau og kunde, om man er stylist, assistent, eller modebrand. Her er alle en stor familie, og der er altid plads til flere.

At dele ud
Selv om alle har hver deres ansvarsområder, kontaktpersoner og venskaber, som skal plejes, deadlines, som skal overholdes, er der alligevel ingen grænser for sparringen mellem de ansatte. Der udveksles ideer på kryds og tværs, og alle kompetencer udnyttes.  Trods forskellige stillinger er der intet hierarki, og alle kan komme med forslag.

Fidusen kommer nu
Det er klart, at jeg ikke bare er stormet ud på ukendt land for ingen verdens nytte. Min teori er, at man erfarer mest der, hvor man mindst havde tænkt sig at lede. Jeg har lært at forstå svensk, jeg har lært at være ihærdig, og jeg kan tilføje en masse nye bekendtskaber til mit netværk.

Sådan skete det altså, at jeg endte på et pr-bureau.