Chanel-udstilling i Stockholm er smuk – men hvad vil den?

”Modefotografiet har måske fanget tidsånden bedre end nogen anden genre”. Sådan lyder en af de første linjer i introteksten til udstillingen ”Northern Women in Chanel”, der netop nu kan ses på Fotografiska i Stockholm. Som navnet antyder handler udstillingen om Norden og Chanel og viser (nogle af) billederne fra den netop udgivne gigantbog med samme titel, lavet af det svenske modepar Peter Farago og Ingela Klemetz-Farago, der er henholdsvis fotograf og stylist.

Karl Lagerfeld og det nordiske
Bogen er et samarbejde mellem parret og Chanel, og parret har haft adgang til Chanels store arkiv; intet mindre end 300 sæt tøj fra 1920’erne og frem til nu er udvalgt. Samtidig har chefdesigner Karl Lagerfeld skrevet forordet til bogen, hvor man blandt andet kan læse om hans tilgang til de nordiske skønheder. Og han ligger hårdt ud:

”Nordisk skønhed er en skønhed, der er totalt anderledes end alle andre slags skønhed i resten af verden,” skriver han. Derefter fraskriver han klichéen om, at alle nordiske kvinder er blonde, og kommer med en række eksempler på verdenskendte skønheder – fra Asta Nielsen til Lisa Fonssagrives (fotografen Irving Penns svenske kone der optrådte i Vogue og –i følge Karl Lagerfeld – var den første kendte nordiske kvinde i modebilledet).

”Deres rødder er en vigtig del af deres personlighed,” skriver han og fortsætter den diskurs bogen, såvel som udstillingen, sætter. Nemlig at ”nordiske” kvinder har en skønhed til fælles, som især handler om ophav. Og det er måske udstillingens svageste side. Billederne er smukke, ingen tvivl om det. Billederne af danske Freja Beha i et stramt komponeret billede med hvid perlebesat kjole og rose i munden, svenske Dorothea Barth Jørgensen med smukke konnotationer til svanesøen i hvide fjer og perler eller enkle billeder af norske Iselin Steiro med læderskærft om hovedet er afsindigt smukke. Lettiske Ginta Lapina, danske Caroline Brasch-Nielsen, estiske Carmen Kass, finske Suvi Koponen og svenske Frida Gustavsson er alle både dygtige modeller og smukke kvinder. Men det er svært at se, hvad det er de har til fælles.

Nordisk identitet – eller hvad?
Udstillingen præsenterer nemlig et udvalg af billeder med meget forskellige udtryk. Fra gammelt Laplandsk-inspireret bondestil med blonder og kyser (udstillingens mest iøjefaldende nordiske træk) over stramme sort/hvide billeder skudt i studie til Agnete Hegelund der slænger sig på en sten. Men brugen af studiebilleder forvirrer, for hvad specielt nordisk er der over et studie? Og hvad går det specielt nordiske ud på, når man både har samlet Skandinavien og Baltikum? Og hvor er koblingen til lige præcis Chanel? Den nordiske identitet har været på fremmarch gennem et par år, bl.a. båret af det nordiske køkken, men undertegnede opfatter egentlig ikke de baltiske lande som værende en del af det, vi kalder Norden. Der er en verden til forskel på København og Riga, både i mentalitet, udseende og kultur, og forsøget på et harmonisere slår en smule fejl. Billedernes udtryk er for forskellige til at kunne sige noget samlende om denne Nordiske verden – selvom det kolde lys og kompositionerne klæder det ekstravagante tøj. 

Der er ingen beskrivelser under de enkelte billeder, og i en udstilling som denne virker det som en mangel. Modellernes navne er det eneste, der fremgår, men netop i denne sammenhæng ville det samlede udtryk være stærkere, hvis der fx stod hvor modellen var fra, hvor billedet var skudt, og hvilken periode Chanel-tøjet er fra. Det kunne have bundet udstillingen bedre sammen. For hvor bogen er opdelt i kapitler efter hver enkelt model, og hvert enkelt kapitel i princippet er lavet som en modeserie med et klart udtryk, så virker de udvalgte billeder på udstillingen ikke sammenhængende, når intet andet binder dem sammen end modellernes nordiske lande. Bogen er i øvrigt gigantisk og kun lavet som en specialudgave i 2112 udgaver. På Fotografiska Museet koster den 1500 SEK.
[[addon]]

Det manglende fokus
Det har ikke været bagmændenes ønske at sige noget om samfundet og kulturen (ifølge folderen der hører til udstillingen), men det ville absolut have været mere interessant, hvis der netop havde været en sammenbinding af Chanels historiske arv og kulturelle betydning og hvad disse kvinder har at byde ind med på den front – og omvendt.

Udstillingsrummet fungerer dog godt; på mørkegrå vægge hænger de smukke billeder flot lyst op, og vidner om modefotografiets alsidighed. Men er det nok til at bære en udstilling på Fotografiska, når man selv starter ud med at sige, at modefotografiet siger meget om samfundet? Mit bud er nej. Slet ikke når ”Northern Women in Chanel” er udstillet side om side med samfundsorienterede og politiske udstillinger af blandt andet Robert Mapplethorpe og den kinesiske, kritiske kunstner Liu Bolin, der absolut er et besøg værd.

Netop når mode og modefotografiet bliver taget seriøst og udstillet side om side med så anerkendt og samfundsorienteret kunst, er det ærgerligt, at man sidder tilbage med en følelse af, at det bare var smukt. Det er synd, for de smukke billeder kunne være en oplagt chance for at lære en vigtig lektie om modens betydning. Alligevel er den dog et besøg værd – om ikke andet så for at se, hvordan mode kan fungere (eller ikke fungere) på museer i andre dele af (den nordiske) verden.

”Northern Women in Chanel” kører til 11. september på Fotografiska Stadsgårdshamnen 22, 116 45 Stockholm