Anmeldelse: Baum Und Pferdgarten SS12

Til deres AW11-show i februar leverede Baum und Pherdgarten en skarp og koordineret kollektion, hvor Helle Hestehave og Rikke Baumgarten havde raffineret det bedste af brandets signaturlooks og samtidig formået at forny sig. Det romantiske var mere råt, og kollektionen var både moderne, stilfuld og kommercielt velfungerende.  

Det var derfor ikke uden forventninger (selv invitationen i pudderrosa-, guld- og neonorangefarver havde sat forventningerne i vejret), at undertegnede tog til deres show på Rådhuset. Men forvirringen var næsten total, da det var forbi. Mage til besynderlig kollektion er sjældent set.

Presseteksten afslørede, at inspirationskilderne var de to frontfigurer i filmen The Graduate – Mrs. Robinson og hendes datter Elaine – så en alsidig kollektion var forventelig, men for bare kort at ridse hovedkontrasterne op, var der: Stærk blå neopren, guldpræget brokadestof, kabelstrik og printet silke.

Det er egentlig ikke, fordi der ikke var dele, der fungerede. Og der var endsige nogle, der fungerede rigtig godt – blandt andet den lysegrå silkekjole med de små, blå stjerner med draperet skød og matchende bælte og i samme fine stof et par shorts med elastik i taljen. En mørkeblå og hvidstribet transparent skjortebluse med Kina-krave og trekvartlange ærmer – et stof der også var brugt til en løs kjole – var både chik og klædelig. Silkekjolerne var fine og meget Baum und Pferdgartenske og en koboltblå- og sortnistret kåbefrakke med ruskindskanter var virkelig smuk. Dette gjaldt også for en sort/grå frakke med trekvartlange ærmer.

[[addon]]Men altså. Nu til brokadestof og neopren. Og det der lå imellem: Et ternet mønster i sort og orange på baggrund af creme, et mørkeblåt og hvidt stribet sæt med tværgående striber, der fik selv de tynde modeller til at se brede ud. Et sæt i tynd denim med en t-shirt og nederdel, der sad som en underlig kasse om kroppen – nederdelen med store firkantede lommer kom også i skind, hvilket ikke gjorde den mere flatterende.

Den under-knælange nederdel i brokade var en af de dele, der fik kollektionen til at virke tung, især set i sammenhæng med eksempelvis en lang, koboltblå anorak i vasket silke eller en – ligeledes lang og blå – vest i perforeret neopren. Det stak simpelthen i for mange retninger, og der hvor stylingen ellers kunne hjulpet kollektionen på vej, gjorde den for det meste bare forvirringen større. Tag eksempelvis en halvlang nederdel i beige skind sat sammen med en lys grånistret t-shirt og den blå neoprenvest. Eller de ellers skønne, mønstrede sokker, der her bare gjorde forvirringen større sammen med de hvide, spidse stilletter, der virkede billige og umoderne.

Der var simpelthen for mange farvehistorier, mønstre, silhuetter og materialer på spil til, at det fungerede som en helstøbt kollektion. (Og her vil jeg tillade mig at indskyde, at jeg ellers normalt er Baum und Pferdgarten-pige by heart og tillige stor fan af Femmes Regionales, der var stylister på showet.)

Jeg har den største respekt for, at et veletableret brand ind imellem smider kortene på bordet og blander dem på ny for at rykke sig videre og udfordre designidentiteten. Jeg troede, det var det, Baum und Pferdgarten havde gjort med sidste kollektion, der var klart mere stram og kommerciel end vanligt. Men spillet var åbenbart langt fra begyndt og kortene stadig usorterede. Desværre.

Da Rikke Baumgarten og Helle Hestehave kom ind og modtog deres applaus, så de så skønne og stilsikre ud – og man savnede derfor, at netop den stilsikkerhed havde været at spore i kollektionen.