Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Munthe-direktør om afvist anmelder: Det handler om respekt

Henrik Fjordbak, adm. direktør i Munthe plus Simonsen: ”Sarah Skarum er ikke inviteret, fordi hun helt tydeligt ikke bryder sig om vores tøj."
Henrik Fjordbak, adm. direktør i Munthe plus Simonsen: ”Sarah Skarum er ikke inviteret, fordi hun helt tydeligt ikke bryder sig om vores tøj."

Ved Copenhagen Fashion Week i februar fik Sarah Skarum, journalist og modeanmelder ved Berlingske Tidende, et høfligt nej, da hun bad om invitation til Munthe plus Simonsens modeshow. Denne gang er beskeden den samme, og det har vakt ivrig debat. Om sagen siger Henrik Fjordbak, der er adm. direktør i Munthe plus Simonsen, selv sådan her:

”Sarah er ikke inviteret, fordi hun helt tydeligt ikke bryder sig om vores tøj. Det er mangel på respekt at sende sådan en anmelder. Der skal være en gensidig respekt, og hvis man sætter sig ud over den, må man acceptere konsekvenserne,” siger han.

Han bruger som eksempel, at man heller ikke sætter en musikanmelder, der har givet klart udtryk for, at vedkommende ikke kan lide U2 til koncert med netop dette band.

Det er Sarah Skarum ikke enig i, hun mener, det er et udtryk for, at man hos Munthe plus Simonsen har misforstået, hvad en anmeldelse er:

”En anmeldelse handler jo ikke om min personlige smag. Jeg er megakedelig og går kun i mørkeblå og sorte kjoler med trekvart-ærmer. Men det er jo ikke udelukkende sorte kjoler, jeg anmelder positivt. Jeg ville fx aldrig tage David Andersens, Veronica B. Vallenes’ eller Soullands tøj på, men anmeldte alle tre shows positivt i vinter. Jeg er ikke ude for at skrive ønskeliste,” siger anmelderen.

Hun peger på, at den for hende at se voldsomme reaktion – udelukkelse – er symptomatisk for en branche, der har været alt, alt for vant til rygklapperi:

”Der er for få, der skriver kritisk, når man kan reagere så voldsomt. Hvis der var flere, der forholdt sig kritisk, ville jeg fremstå mindre arrig. Men jeg tror, at mange smiler venligt, fordi det er svært at kritisere en potentiel annoncør.”

Henrik Fjordbak understreger imidlertid, at det ikke som sådan er negative anmeldelser, modehuset gerne frabeder sig:

”Vi har tilbudt, at Berlingske kan sende en anden anmelder. Det behøver ikke være en, der skriver en god anmeldelse, med mange anmeldelser er det altid svingende, hvad folk synes. Vi er ganske hårdføre. Det handler grundlæggende om respekt,” siger Henrik Fjordbak.

Der sendes imidlertid ikke en anden i Sarah Skarums sted, og derfor beklager journalisten Munthe plus Simonsens beslutning:

”Jeg er ked af det på læsernes vegne. Det er ærgerligt, at de ikke får lov at høre, hvordan Munthes tøj ser ud. Det er trods alt et mærke, vi har fulgt i mange år, og som har betydet meget for, hvor dansk mode er lige nu. Men jeg tager ikke beslutningen personligt,” slutter hun.