Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Dansk designtalent: Det internationale udsyn er afgørende for mit design

Tre år i London har været afgørende for den unge designer Stine Riis, fortæller hun til FashionForum.dk.
Tre år i London har været afgørende for den unge designer Stine Riis, fortæller hun til FashionForum.dk.

Et større internationalt udsyn har været resultatet af tre års ophold i London. Sådan fortæller den unge, danske designer Stine Riis. Den 28-årige dansker modtog Biddle Sawyer Silks Award’en for innovative brug af tekstiler for sin afgangskollektion på London College of Fashion (LFC) tidligere på året. Stine Riis vandt prisen blandt et felt af 10 udvalgte unge designere, og har efterfølgende fået stor opmærksomhed. FashionForum.dk mødte det nye talent på Skype for at høre om fremtidsplanerne, prisen og forskellen mellem London og Danmark.

Det handlede til at starte med mest om udlængsel for Stine Riis. Hun havde tidligere læst på BEC, men trængte til at komme væk, opleve et andet land og – ikke mindst – at udfordre sig selv. Derfor blev ansøgningen til LFC sendt af sted, og da det positive svar lå i postkassen, var det af sted til storbyen, der allerede har udklækket en lang række danske designere.

Som både designerne Astrid Andersen og Trine Lindegaard tidligere har fortalt til FashionForum.dk, blev der i London tale om en tydelig opgradering af de håndværksmæssige færdigheder, Stine Riis allerede havde anskaffet sig i Danmark. Og så er der det internationale udsyn, storbyen medfører.

”Det er ikke kun det at studere mode, der har været en kæmpe oplevelse. At bo i et andet land, og dermed se Danmark lidt udefra har været ekstremt lærerigt,” fortæller Stine Riis.

”Det  er en kombination af at være i et internationalt miljø og at blive undervist af lærere, der arbejder i den internationale modeindustri og derigennem har kontakter til branchen. Man er konstant opdateret på, hvad der sker i branchen. Konkurrencen er større sammenlignet med Danmark, men der er også flere muligheder, og det er en stor motivation for at arbejde hårdt,” forklarer hun, og understreger videre, at det hårde arbejde er nødvendigt.

”Talent er efter min mening ikke noget medfødt, men noget der kommer af hårdt arbejde.” 

Det internationale perspektiv har også fået afgørende betydning for designerens måde at arbejde med sine designs på.

”Jeg har altid holdt mig internationalt opdateret på kunst, arkitektur, musik, litteratur, politik og trends Jeg bruger denne viden til at tage beslutninger om mine designs, og mine visioner for mode, bygger på input fra nutiden til at udtrykke, hvordan jeg ser fremtiden,” fortæller Stine Riis.

Den tilgang fik helt konkret betydning for hendes prisvindende afgangskollektion, der er inspireret af Robert Morris og Donald Judd, to minimalistiske kunstnere.

”De fokuserer på kombinationen af materialer, men i en simpel form, og det oversatte jeg til at kombinere uld, silke, bomuld, pels sponsoreret af Saga Furs, lak, læder, mættede farver og kombinationen af let og tungt, løst og stramt i pasformen i samme stykke tøj,” uddyber hun om kollektionen, der indeholder otte looks, hvoraf en del allerede er klar til produktion. Produktion har Stine Riis dog ikke planer om lige pt.
[[addon]]
”Først og fremmest vil jeg gerne have mere erfaring, før jeg starter mit eget, så jeg er i gang med at søge jobs – også i Danmark.”

Stine Riis fortæller om svære muligheder for at producere for små designere, det store netværk det kræver, og hvordan man altid er bagerst i køen. Og når man som hende, nægter at gå på kompromis, kan det godt blive svært.

”Jeg ville gerne lave en kollektion, der henvender sig til kunder der vil investere i tøj, der holder længere end en sæson. Det skal stå i modsætning til køb-og-smid-væk-kulturen. Derfor må det ikke være high street. Man skal have fornemmelsen af, hvor meget arbejde og tid, der er lagt i hvert enkelt stykke tøj,” afslutter hun.
 

Se mere om Stine Riis på www.stineriis.com eller på showtime.