Designernes Karrierer: Hvad er en modedesigner?

Hvordan former de danske designeres karriere sig? Lise Skov, der er lektor og Ph.D. ved Copenhagen Business School, står bag en undersøgelse af hvordan designeres karriere har formet sig efter, at de er dimitteret fra én af de større danske designskoler i enten 80erne, 90erne eller 00erne.

45 danske modedesigneres fortæller om deres arbejde og livsforløb, familie, værdier og visioner, der bringer hidtil oversete spørgsmål på dagsordenen. Rapporten udgives i slutningen af året og op til da, bringer FashionForum.dk, i samarbejde med Lise Skov, et udvalg af de mange beretninger.

Der er ingen, der har copyright til ordet modedesigner. Der er ingen professionel organisation, der sanktionerer faget (sådan som der er for arkitekter og advokater), og jobfunktioner og karriereveje har ændret sig kraftigt i de sidste tredive år.

Her giver tre generationer tre billeder af tidens skiftende forestillinger om, hvad en modedesigner er:

”Det er fint, du ved, hvad du vil”.

En af de ældste deltagere i vores undersøgelse fortæller, at da hun søgte ind ved Skolen for Brugskunst i slutningen af 70’erne var hendes karriereplan ’en kollektiv forretning på Bornholm, hvor man var sammen med andre kunsthåndværkere og kunne sælge til turisterne om sommeren. Det sagde jeg til optagelsesprøven, og det var lærerne godt tilfredse med: ”Det er fint, du ved, hvad du vil”.’

På det tidspunkt var kunsthåndværker-butikkerne allerede på retur, og i de følgende år orienterede de unge designere sig i højere grad mod industrien. Flere nævner Lennart Raaholt som en vigtig figur, der skabte en ny rolle for en modedesigner både i industrien og medierne.

Nybrud i 1990erne

Midt i 90erne var der et nybrud omkring den fremvoksende danske designermode, og nogle af dens første eksponenter var Naja Munthe og Karen Simonsen fra  Designskolen Kolding. Deres jævnaldrende orienterer sig i forhold til to mulige karrierebaner – industrien eller designermoden. En af dem, der arbejder i industrien, siger:

’Jeg er ikke den type designer med lange røde negle, der skal flashe mig selv i pressen. Hvis man vælger at have eget firma, så er man nødt til at brande sig selv mere og vise sig mere offentligt. Men jeg har ikke noget behov for at være kendt. Det er jeg ligeglad med, bare jeg kan komme til at arbejde med det, jeg synes er sjovt.’

For de yngste er oplevelsen af, at der findes to karriereveje forskudt til en polarisering mellem ’ren overflade’ og ’ren pengemaskine’. Det er sværere at få et godt begynderjob, både i industrien og i designermodesektoren, der er så underfinansieret, at ubetalte praktikophold er et uomgængeligt vilkår.

Men mediebilledet af en designer som en kreativ leder i et glamourøst produktionssystem har de taget til sig. Størstedelen af dimittenderne fra designskolerne forsøger sig med eget firma, og til forskel fra de ældre generationer, føler de, at de er blevet lovet en succes, der bare ikke indfinder sig.

Ikke champagne og kaviar
Som en af dem udtrykker det – med  både udtrykker humor og skuffelse: ’Hvis man skulle slå op i ”Hvad Kan Jeg Blive?”, så burde man beskrive jobbet som modedesigner lidt ligesom – hvis man bliver bankmand, så sidder man i en bank. Hvis du er designer, så sidder du i et stort firma, og er en lille del af et design team, og du er måske ansvarlig for at lave skjorter. Det er design. Det er ikke catwalk. Ikke champagne og kaviar.’

Foto: www.dkds.dk – Anne Sofie Madsen