Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

H&M Reboot Camp - Roskilde Festival med formål

Da festivalen åbnede officielt i torsdags, åbnede H&M Reboot Camp endvidere for en pop-up-shop.
Da festivalen åbnede officielt i torsdags, åbnede H&M Reboot Camp endvidere for en pop-up-shop.

Med 800 telte har knap 1600 festivalgængere tilbragt deres Roskilde-nætter i H&M Reboot Camp. Initiativet, der støtter Fashion Against AIDS (FAA) og så dagens lys på Roskilde Festival 2010, er nemlig blevet så massiv en succes, at den svenske modekoncern i år satte 500 telte mere i udbud end i fjor – og atter kunne melde om udsolgt flere måneder før selve festivalen kunne.

Da festivalen åbnede officielt i torsdags, åbnede H&M Reboot Camp endvidere for en pop-up-shop, hvor interesserede kunne undersøge og indkøbe udvalgte styles fra sommerens H&M Fashion Against AIDS-kollektion.

Møder kunderne på en ny måde
”Det er fjerde år i træk vi laver en Fashion Against AIDS-kollektion hvor overskuddet går til at bekæmpe AIDS. Vi vil selvfølgelig gerne sprede budskabet endnu mere, og derfor var det naturligt for os at vælge at være til stede på Roskilde Festival," siger Birgitte Kastberg, der er mediekoordinator hos H&M, til FashionForum.dk på årets Roskilde Festival.

"Her møder vi kundegruppen på en anderledes måde, end når vi er i dialog med dem i butikkerne og på de sociale medier. Vi synes, at musik og mode er meget tæt forbundet. Derfor er Roskilde Festival et godt sted,” fortsætter hun.

Udsolgt kollektion
Langt over 90 pct. af Fashion Against AIDS-kollektionen var udsolgt fra festivalbutikken ved udgangen af torsdag – og der var en 25 meter lang kø foran pop-up-shoppen, før H&M åbnede biksen.

”Det har langt oversteget vores forventninger og bekræfter i høj grad, at vi er blandt vores kunder og har ramt den rigtige målgruppe,” siger mediekoordinatoren.

Alle aldre
Og det er slet ikke kun unge piger, der har købt sig ind i Reboot Camp’en, hvor man foruden et på forhånd opslået telt, morgenmad og rene toiletter endvidere mod en frivillig donation hver dag kan få vasket tøj og sovepose (og der har været kø til soveposevask og –tørring de seneste dage, forlyder det). Det forklarer Birgitte Kastberg:

”Det er en demokratisk camp – alle har kunnet købe sig ind gennem Billetnet.dk. Og gæsterne spænder fra de helt unge til de gamle og garvede festivalgængere, og lige mange mænd og kvinder. Vi have troet, vi ville tiltrække flest piger, men det er ikke tilfældet.”

Frugtbart samarbejde
Mediekoordinatoren vil ikke oplyse, hvor stor en sum, man må smide på bordet for at blive en af festivalens officielle samarbejdspartnere, hvilket H&M som eneste modebrand er i år, men hun mener bestemt, samarbejdet også er i festivalens interesse:

”Vi har jo utroligt stort fokus på bæredygtighed i alle led, på samme måde som Roskilde Festivalen har det. Selvom vi er to forskellige institutioner, harmonerer det, fordi vi har det samme budskab. Det her er først og fremmest en velgørenhedscamp.”

Mode med mening
For selvom man vel ikke kan sige H&M uden samtidig at konnotere mode, er det arbejdet for at bekæmpe AIDS, der er i hovedsæde med FAA-kollektionen:

”Det er selvfølgelig nok en kombination af trend og god samvittighed, men det fremgår tydeligt, hvad man køber. Jeg tænker, at både kunderne, der køber FAA-kollektionen, og dem der køber sig ind i campen er nogle, der bakker op om initiativet,” funderer Birgitte Kastberg.

”De (der køber FAA-kollektionen, red) går efter begge dele. Det, at man støtter et godt formål, skaber en merværdi. Det er klart, at vi sigter efter at lave noget tøj, der er moderigtigt og kommercielt samtidigt med, at det støtter et godt formål. Hvis vi kan favne begge dele, er det det optimale. Der er mange bevidste forbrugere, der gerne vil støtte op om initiativet.”

I år kostede et opslået tomandstelt i H&M Reboot Camp, to adgangsarmbånd til campen (med adgang til toiletter, badefaciliteter og gratis morgenmad) og et adgangsarmbånd til selve Roskilde Festival 2.795 kr.