Ny projektleder hos CPH Kids
Ny projektleder hos CPH KidsNår børnetøjsmessen CPH kids for fjerde gang slår dørene op til Copenhagen Fashion Week i august, står den nye projektleder på messen, Sandra Stenderup, klar til at byde udstillerne velkommen.
Den 1. august begynder Sandra Stenderup hos CPH kids i en nyoprettet stilling som projektleder – og børnemode er en verden, som hun kender særdeles godt indefra. Det skriver CPH kids i en pressemeddelelse.
I mere end fem år har Sandra Stenderup nemlig været tovholder på Bella Centers børnetøjsmesse CIFFKIDS:
"Jeg glæder mig først og fremmest til at blive en del af et innovativt og stærkt brand, nemlig CPH kids. Desuden glæder jeg mig til at være med på et hold af professionelle kollegaer med store visioner, fordi jeg brænder for børnemode og ser et stort potentiale i CPH kids," siger projektleder Sandra Stenderup.
Grundlægger af CPH kids Lone Holm ser også frem til det kommende samarbejde:
"Vi fik utroligt mange kvalificerede ansøgninger til stillingen, så det er en endnu større glæde, at der iblandt dem også var en så stor kapacitet som Sandra Stenderup, der oven i købet kender branchen indefra gennem mange år."
Sandra Stenderup har siden 2006 arbejdet for CIFF og Bella Center. Før dette har hun været brand manager for Vero Moda og account manager hos Carlsberg.