Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Clean Clothes Campaign opdrager branchen til bedre arbejdsvilkår





Det er ikke kun modevirksomheder, som tager initiativ til mere bæredygtige forhold. Flere danske organisationer arbejder passioneret for sagen.


Det er ikke kun modevirksomheder, som tager initiativ til mere bæredygtige forhold. Flere danske organisationer arbejder passioneret for sagen.

Det er ikke kun modevirksomheder, som tager initiativ til bedre og mere bæredygtige forhold i modebranchen – flere danske organisationer arbejder passioneret for sagen, heriblandt Clean Clothes Campaign Danmark (CCCD).

CCCD er en del af et større internationalt netværk med Clean Clothes kampagner i 15 europæiske lande og et netværkssamarbejde på i alt 300 organisationer fra hele verden, som alle arbejder for at forbedre vilkårene for tekstilarbejdere i udviklingslandene.

Klaus Melvin Jensen, koordinator i CCCD, fortæller FashionForum.dk om et af organisationens vigtigste tiltag ’Urgent Appeal’:

”CCCD værdsætter solidaritet højt. Det betyder, at vi arbejder ud fra, hvad tekstilarbejderne selv ønsker. Derfor har vi oprettet projektet ’Urgent Appeal’, hvor arbejdere, hvis rettigheder er blevet krænket, kan henvende sig direkte til os med deres sag.”


En typisk sag er virksomheder, som groft overtræder sikkerhedsregler, foretager uberettigede fyringer, eller modarbejder fagforeninger, forklarer Klaus M. Jensen.

Clean Clothes Campaign netværket behandler mere end tredive Urgent Appeal sager om året, hvor CCCD behandler sagen ved at henvende sig direkte til de pågældende arbejdsgivere med en fælles løsning for øje:


’Hvis virksomheden ikke ønsker at lave om på de kritiserbare forhold, må vi ty til andre midler som underskriftskampagner, gadeaktioner og medieopmærksomhed for at ligge pres på virksomhederne i håb om, at de ændrer mening”, fortæller Klaus M. Jensen.

Danske virksomheder påtager sig ansvar

50 pct. af Urgent Appeal sagerne løses uden, at det er nødvendigt at søge offentlig opmærksomhed for at presse virksomhederne, fortæller Klaus M. Jensen og uddyber:

”Det er min fornemmelse, at danske virksomheder er til at tale med og har en interesse i at finde en løsning, idet virksomhedernes overtrædelser som oftest forekommer af ren og skær uvidenhed og mangel på overblik over alle led i tøjets produktion.”

Ud over behandling af enkeltsager i Urgent Appeal organiserer organisationen også Fairtrade initiativer og kampagner omkring generelle problematikker som for lave lønninger og offentlige indkøb:

”Vores formål er at skabe en forståelse omkring problemet hos både kommunen, regeringen og modevirksomhederne – da alle er involveret, når de gælder en fælles indsats mod bedre arbejdsforhold,” understreger Klaus M. Jensen.

Udenlandske virksomheder undgår dialog

En af organisationens største udfordringer består i, at mange udenlandske virksomheder ikke ønsker at udtale sig, når de kontaktes angående en sag:

”Mangel på dialog er et problem, da vi skal have en veldokumenteret sag for at kunne gå videre med den,” forklarer Klaus M. Jensen, men fremhæver dog ressourcer som organisationens største udfordring mod bedre forhold:

 ”Vores ressourcer som organisation, samt ressourcerne hos vores samarbejdspartnere og i det lokalsamfund, hvor produktionen udføres, har stor betydning for, hvor mange sager vi som organisation kan løse – og desværre er tendensen, at vi som oftest er præget af mangel på ressourcer,” fortæller Klaus M. Jensen.

Skype hjælper globale samarbejder

Klaus M. Jensen fremhæver, at trods udfordringer, er det en positiv udvikling, som er dominerende for organisationen de seneste år:

”Flere europæiske lande er kommet til og vil samarbejde. Her er teknologiens udvikling af stor betydning, da vi i dag på nemmere vis kan kommunikere globalt med både samarbejdspartnere og tekstilarbejderne over f.eks skype,” pointere Klaus M. Jensen og fremhæver branchens egne tiltag:

”Det blevet mere naturligt for modevirksomhederne i dag at tage sit ansvar i problematikken og det gør jo vores arbejde nemmere,” fortæller Klaus M. Jensen.

Med forbrugerne, følger virksomhederne
Afslutningsvis fortæller Klaus M. Jensen FashionForum.dk om organisationens næste skridt:

”Forbrugerne skal indvolveres mere, hvis vi skal en ordentlig ændring på området. Derfor er et af CCCDs fremtidige tiltag en shoppingguide til forbrugerne, som har til formål at informere forbrugerne om bæredygtighed. Hvis forbrugerne efterspørger bæredygtige forhold, så er virksomhederne nemlig nødsaget til at følge trop.”

Udover diverse kampagner iværksætter Clean Clothes Campaign Danmark også undersøgelser på området og holder foredrag for interesserede, bl.a. i samarbejde med organisationen Dansk initiativ for etisk handel (DIEH).