Mobiltelefonen bliver dit Dankort
Mobiltelefonen skal fremover fungere som både adgangskort, dankort og sygesikringskort.Mobiltelefonen skal fremover fungere som både adgangskort, dankort og sygesikringskort. Landets største teleselskaber går nu sammen om en digital tegnebog til danskerne. Det skriver Borsen.dk.
Det er TDC, Telenor, Telia og Teleselskabet 3, der har skabt den digitale tegnebog.
"Kontanter, sygesikringskort, betalingskort og medlemskort – alt hvad vi i dag fysisk har i vores tegnebog eller pengepung – vil snart ligge digitalt på vores sim-kort som helt almindelige dagligdags funktioner på vores mobiler," skriver de i en fælles meddelelse.
Ligger i sim-kortet
Det er således mobiltelefonens sim-kort, der er omdrejningspunkt, og via mobilnetværk kan den enkelte kundes sim-kort opdateres med lige præcis de funktioner, kunden ønsker.
Det gælder alt fra benzinkort, lånerkort og betalingsmiddel. I princippet kan alle former for betaling fremover ske via sim-kortet i vores telefon.
På lidt længere sigt er det planen, at man også kan modtage garantibeviser på mobiltelefonen ved køb af møbler eller elektronik, ligesom nøglekort til hotelværelse eller arbejdsplads kan lagres på simkortet.
"Allerede i dag bruger danskerne i stor stil mobiltelefonen til at ordne bankforretninger og købe busbilletter. Den digitale tegnebog er et naturligt næste skridt, og jeg er sikker på, at vi om få år ikke kan forestille os at vende tilbage til det mylder af kort og mønter, som vi alle bærer rundt på i dag," siger Jon Erik Haug, adm. direktør i Telenor.
Den digitale tegnebog kræver en mobiltelefon, der understøtter den såkaldte NFC teknologi (Near Field Communication), hvilket fra efteråret 2011, vil gælde stort set alle nye mobiltelefoner. De fire teleselskaber vurderer derfor, at den digitale tegnebog vil være almindelig udbredt i løbet af få år.
Danner fælles selskab
De fire selskabers samarbejde består i at danne et selskab, der under ét fælles brand skal stå for en sikker brug af den digitale tegnebog uanset, hvor man er kunde.
"Det er vigtigt, at vi som branche kun udvikler én fælles platform for mobilbetaling. En platform, der gør det let at komme i gang med mobilbetaling for både virksomheder og forbrugere," siger Eva Berneke, koncerndirektør i TDC.
Foruden den mobile tegnebog, vil Finansrådet lancere et nyt betalingssystem, der gør det muligt at købe for op til 1500 kr. om dagen med en sms.
Pengene bliver trukket direkte fra en bankkonto, og det er Nets, der skal stå for selve administrationen. Det nye betalingsinitiativ hedder "Mobilpenge" og lanceres til september.
Kilde: Borsen.dk