Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Nyt dansk innovationscenter med fokus på design åbner i Hong Kong

Endnu et innovationscenter ser dagens lys - denne gang i Hong Kong hvor design er det vigtige fokus
Endnu et innovationscenter ser dagens lys - denne gang i Hong Kong hvor design er det vigtige fokus

For at styrke eksporten og understøtte innovation i danske virksomheder oprettes der et nyt innovationscenter med fokus på design i Hongkong. Det oplyser Økonomi- og Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Det nye innovationscenter i Asien skal udnytte Danmarks internationale styrkeposition indenfor produkt- og servicedesign samt styrke eksporten til de asiatiske lande. Innovationscenterets opgaver er bl.a. at give danske virksomheder adgang til ny viden og teknologi, matche dem med potentielle samarbejdspartnere, skabe adgang til førende vidensklynger m.m. Innovationscenteret vil desuden skulle arbejde med at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark.

Innovationscenteret bliver placeret i Hongkong, som over en årrække har markeret sig som en stærk designhub i Asien.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen

"Med det nye innovationscenter i Hongkong får vi et brohoved for eksport af innovative danske produkter og løsninger i en af de mest spændende og dynamiske asiatiske designmetropoler med god adgang til det store kinesiske vækstmarked. Samtidigt giver centeret mulighed for at vi kan styrke videnudvekslingen med de mange etablerede og spirende asiatiske designmiljøer," udtaler Økonomi- og erhversminister Brian Mikkelsen, mens han suppleres af Udenrigsminister Lene Espersen.

"Åbningen af et nyt innovationscenter med fokus på design er en videreudvikling af regeringens innovationsindsats. Hermed kan vi være med til at styrke danske kompetencer indenfor bl.a. produkt- og servicedesign, og det giver desuden mulighed for at øge indsatsen for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark. Hermed følger vi op på de gode erfaringer og resultater der er skabt med de innovationscentre som regeringen allerede har oprettet i Silicon Valley, München og Shanghai."

Oprettelsen af innovationscenteret er et led i aftalen om videreførelse af Handlingsplanen for offensiv global markedsføring af Danmark. Der er afsat i alt 6 mio. kr. til etablering af innovationscentret. Centeret forventes at være i drift i anden halvdel af 2011. Det nye innovationscenter skal have et særligt fokus på designområdet og bliver det fjerde center, der oprettes i udlandet for at styrke eksporten, innovationen og videnhjemtagningen i danske virksomheder. Innovationscenteret oprettes i samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Kilde: Økonomi- og Erhversministeriet