Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kopenhagen Fur deler dyrebar viden

Pelsbranchen har i årevis valgt at dele viden - og det med succes.
Pelsbranchen har i årevis valgt at dele viden - og det med succes.

Mens nogle firmaer holder de fif, der har gjort dem succesfulde strengt hemmelige, har pelsbranchen i årevis valgt at dele viden – og det med succes.

De 32 pelskursister på årets skindsorteringskursus hos Kopenhagen Fur kommer fra hele verden og fra alle mulige forskellige grene af pelsbranchen. I løbet af årene har over 1.000 lærevillige elever været igennem netop dette kursus. De kommer for at få viden, og Kopenhagen Fur er en villig lærer. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra koncernen.

"Vi har valgt åbenheden som strategi. Vi deler gerne vores viden om pels, for vi tror på, at vidensdeling giver en bedre branche og bedre muligheder for alle," siger adm. direktør Torben Nielsen.

"Vi hjælper os selv"
Han er godt klar over, at det at dele sin viden ud om, hvordan man får den bedste kvalitet eller vise sine nyeste pelsteknikker frem til fri kopiering, er lig med at hjælpe mulige konkurrenter, men han mener stadig, at Kopenhagen Fur i sidste ende hjælper sig selv.

"Dansk Pelsdyravlerforening og derigennem Kopenhagen Fur bygger på andelstanken. Ved at hjælpe hinanden er vi blevet de største og de bedste minkavlere i verden. Når vi underviser indkøbere, producenter eller avlere, gør vi det ud fra tanken om, at hvis vi alle er de bedste, vil branchen som helhed blive større og bedre og kunne klare sig bedre på verdensmarkedet," siger Torben Nielsen.

Lære sig ud af krisen
Tilbage hos dette års elever fortæller Carmen Rivero og Antonio Rodrigues Palomo fra det spanske pelsfirma Crivero ivrigt om det, de indtil videre har lært på kurset.

"Jeg havde ingen anelse om den lange proces, der er fra dyr, til skindet til bliver solgt på auktion. Det har virkelig givet mig et bedre overblik over de forskellige grene af branchen," siger Antonio Rodrigues Palomo.

Begge er her for at få inspiration til design og for at lære mere om råvaren pels. Deres mål er via viden at få kickstartet pelsmarkedet i Spanien igen.

Store muligheder i Spanien
"Der er store muligheder i Spanien, men markedet har været langsomt vigende de sidste par år, fordi råvareprisen er steget så meget. Men jeg mener, at man ikke bare kan sidde med hænderne i skødet, når det går dårligt; man er nødt til at lære noget nyt og arbejde sig ud af krisen," siger Carmen Rivero.

De er begge glade for, at tilbuddet om at komme til Glostrup og få undervisning eksisterer.

"Jeg vil anbefale det her til alle i branchen. Man lærer ikke bare noget nyt, man får også et netværk af folk fra hele verden, der vil det samme som én selv: at styrke og samtidig forny pelsbranchen," siger Carmen Rivero.
 
Billede: Kopenhagen Fur