Regeringen forlænger eksportlån og vækstkaution
Regeringens vækstpakke vil øge eksporten, mener DI og L&F, skriver landbrugsavisen.dkRegeringens vækstpakke vil øge eksporten, mener DI og L&F, skriver landbrugsavisen.dk
Regeringen vil med sin vækstpakke videreføre eksportlåneordningen i fire år mere og give vækstkaution til eksportvirksomheder permanent. Det tager eksporterhvervene imod med kyshånd, for netop eksportlån og vækstkautioner er helt afgørende, hvis især mindre virksomheder skal øge eksporten til markeder med høj vækst i Brasilien, Rusland, Indien og Kina (BRIK). Det skriver Børsen.
Eksportlånene og vækstkautionerne blev indført med erhvervspakken i 2009, og de har været en kæmpe hjælp for eksportvirksomheder under krisen, understreger DI. Indtil videre har er der givet eksportlån for over tre mia. kr., og staten har kautioneret for banklån for knap 1 mia. kr.
Strategi for BRIK
Derudover vil regeringen lave en strategi for, hvordan eksporten til BRIK-landene øges. Det er både DI og Landbrug & Fødevarer glade for.
"Over halvdelen af eksporten til Kina og Rusland, som er de BRIK-lande, Danmark eksporterer mest til, er landbrugs- og agroprodukter, derfor har vi som sektor ekstrem stort fokus på de markeder, og hvis vi udnytter de muligheder rigtigt, vil en øget eksport kunne bidrage til rigtig meget vækst i Danmark," siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Carl Aage Dahl.
Regeringens vækstpakke blev til lige før weekenden med Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller som støtter.
Kilde: landbrugsavisen.dk