KEA skaber fashionfilm til modevirksomheden Henrik Vibskov
Studerende ved Design & Business stiller skarpt på filmvidenskab med modefokus.Modedesignere brander sig i højere og højere grad på film – og det er en tendens, som fremtidens iværksættere skal klædes på til at imødegå.
Derfor har KEA, Københavns Erhvervsakademi, på overbygningen PBA i Design & Business udbudt kurset Making a Fashion Film, som har til formål at fremme elevernes kompetencer inden for filmvidenskab med fokus på mode.
Susanne Guldager, der selv er designer og desuden underviser i modedesign på KEA Design & Business, fortæller til FashionForum.dk:
”Film bliver brugt mere og mere i modebranchen, da det bl.a. er en måde, hvorpå designeren med få midler kan markedsføre eget brand ud til en geografisk bred målgruppe, fx ved brug af de sociale medier som Facebook og YouTube.”
Desuden kan en designer ved brug af film videregive et ønsket univers omkring sit brand, som kan fremstå mere levende og kompleks end det trykte medie, forklarer Susanne Guldager og forsætter:
”Film som medie kan benyttes til at markedsføre et brand kunstnerisk frem for kommercielt. At fjerne sig fra det kommercielle var især en af de færdigheder, som vi ønskede at videregive til eleverne,” understreger Susanne Guldager.
Henrik Vibskov motiverer
På kun to uger fik de studerende på professionsbacheloren i Design & Business til opgave at skabe en to minutter lang film til det danske brand Henrik Vibskov. Henrik Vibskov har ikke selv haft indflydelse på filmene, men han bliver præsenteret for dem senere i forløbet, og det er bestemt en motivationsfaktor for eleverne. Det fortæller Trine Strange, der er elev på KEAs modelinje:
”Det er fedt, at lærerne på projektet er fra modebranchen, og at vores film skal præsenteres for selveste Henrik Vibskov som potentiel kunde. Det medfører et øget pres, som motiverer os til at yde vores allerbedste.”
Se KEAs modefilm her:
Gruppe 1
Gruppe 2
Gruppe 3
Gruppe 4