Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Tag kunderne alvorligt på Facebook & Twitter

Ny britisk undersøgelse viser, at butikkerne ikke udnytter de sociale medier godt nok.
Ny britisk undersøgelse viser, at butikkerne ikke udnytter de sociale medier godt nok.

En ny britisk undersøgelse viser, at butiksejere – til trods for Facebook-profiler og Twitter-tilstedeværelse alligevel ikke besvarer kundernes henvendelser ad disse kanaler. Blot 25 pct. af butikkerne svarer kunder, der stiller spørgsmål på virksomhedernes Twitter, og kun 11 pct. svarede på negative kommentarer på Facebook-firmaprofilen.

Det er internetkonsulentvirksomheden Auros, der står bag undersøgelsen, og her peger man på, at tallene klart viser, at retailere skal tage sig sammen, når det handler om at engagere sig i sociale medier. Selvom detailhandlen, i hvert fald i Storbritannien, i høj grad investerer i sociale medier – her har fire ud af fem brands en Twitter-konto og 72 pct. er aktive på Facebook, kunne de nemlig godt oppe sig i selve interaktionsleddet.

Blandt andet stormagasinet Debenhams, der også ejer danske Illum, scorede lavt på responsskalaen, og selvom de ikke ønskede at kommentere sagen, fortalte de, at de fremadrettet vil se på, hvordan de kan forbedre deres tilstedeværelse på de sociale medier.

”Det er tydeligt, at retailerne ser en fordel i at være aktive i de sociale medier,” siger Dominic Mills, der er adm. direktør for Auros, inden han fortsætter:

”Men alt for mange ignorerer simpelthen det faktum, at du bliver nødt til at være social og deltagende over for brugerne på disse kanaler. Virksomheder, der bruger disse kanaler til at komme tættere på kunderne vil øge tilliden til brandet og generere større overskud på bundlinjen,” siger han til FashionUnited.co.uk.