Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Udvidelse af Modebranchens Etiske Charter

Danish Fashion Institute (DAFI) og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) har sundhedstest af modeller under udarbejdelse.
Danish Fashion Institute (DAFI) og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) har sundhedstest af modeller under udarbejdelse.

“Modebranchen har et naturligt ansvar for at passe på vores medarbejdere og dermed også modellerne. Og derfor skal vi fortsat gøre, hvad vi kan for at sikre, at modellerne trives”, siger Eva Kruse i en pressemeddelelse.

Pressemeddelelsen er udsendt af Danish Fashion Institute (DAFI) og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) i kølvandet på gårsdagens DR-program Bag Facaden: Syge Modeller. 

Programmet har i dagens Politiken fået Københavns Sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) til at true med at fratage Copenhagen Fashion Week, de bevilgede 7,4 millioner kr., som Københavns Kommune ellers har lovet arrangørerne over de næste fire år, samt den gratis leje af Rådhushallen, der under normale omstændigheder koster knap en halv million.

Modebranchens Etiske Charter blev formuleret i december 2007 og fra at være primært af informerende karakter, skal det nu også omhandle et obligatorisk fysisk og psykisk sundhedstjek af modeller. Hverken LMS eller DAFI bakker nemlig op om, at en BMI-test alene vil være nok til at vurdere om en model er sund og rask. 

Sundhedstjekket har været under udarbejdelse og test siden i sommer og LMS eller DAFI appellerer til den nye forening for sunde og glade modeller, Danske Modeller, om et samarbejde. Parterne skal mødes i næste uge og drøfte det videre arbejde med testen.