Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Wunderwear samler tropperne – ny kæde lanceres

Wunderwear lancerer ny lingerikæde der styrker fællesskabet, men stadig har frihed til forskellighed
Wunderwear lancerer ny lingerikæde der styrker fællesskabet, men stadig har frihed til forskellighed

 

Wunderwear står bag en ny lingerikæde, der skal gøre op med kvinder i for små BH’er og rådvilde mænd på jagt efter julegaver. Den nye kæde har nemlig som erklæret mål, at levere god service og gode pasformer, og give kunderne mere for pengene. 
Og sammenlægningen sker på det helt rigtige tidspunkt, efter branchen også har været hårdt ramt af finanskrisen. 

”Vi skal blive bedre til at stå sammen, for det gør os stærkere,” siger kædechef Christina Christensen fra Wunderwear i en pressemeddelelse. 

Kæden består indtil videre af 26 butikker, der med Wunderwearlogo over indgangspartiet, slår dørene op 1. februar. Men Christina Christensen regner med, at der vil komme flere til. Hun har stået for at koordinere hele foretagendet, der på trods af status som kæde, ikke består af ens butikker. 


”Vi stoler på at vores medlemmer er bedst til at vurdere, hvordan deres butik skal fremstå, hvilke produkter den skal udbyde, og hvornår den skal holde åbent. Derudover skal alle kunne leve op til de høje krav, vi stiller til kunderservice og kvalitetsniveau,” uddyber hun.

Emballage, markedsførings- og logomateriale bliver altså det samme, og skal være med til at få kunderne til at føle genkendelses glæde, samtidig med, at den enkelte butik altså har frihed til forskellighed. 

For Christina Christensen er der ikke tvivl om, at sammenlægningen kan være berigende for alle parter. Og visionen er klar. 

”Vores mål er at blive Danmarks førende lingerikæde, kort sagt kundernes foretrukne. Derfor er målet at få flere butikker med i kæden,” fortæller hun. 

Det anslås at tre ud af fem danske kvinder bruger forkert BH-størrelse.