Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

H&M vil åbne 250 nye butikker i år

Resultatet for fjerde kvartal skuffer, men koncernen går i ekspansionstanker for det kommende år.
Resultatet for fjerde kvartal skuffer, men koncernen går i ekspansionstanker for det kommende år.

Forventningerne til H&M i fjerde kvartal var højere end koncernen kunne hamle op med. Resultatet for årets sidste fire måneder havnede således på SEK 5,49 mia. – godt en halv milliard mindre, end analytikerne havde forventet. Koncernens omsætning steg med seks pct. til SEK 29,7 mia.

I forbindelse med årsregnskabet, løfter adm. direktør for H&M Karl-Johan Persson sløret for kædens planer for det kommende år.

”Vi planlægger at åbne 250 yderligere butikker på både nye og eksisterende markeder. Samtidig ekspanderer vi både vores onlinesalg og vores katalogsalg,” siger direktøren, der yderligere afslører, at koncernen åbner på hele fem nye markeder i 2011 – uden dog at fortælle hvilke fem, der er tale om. Mod slutningen af dette år forventer H&M videre at åbne for onlinesalg i USA.

Endeligt varsler direktøren – om end subtilt – om stigende priser:

”Eksterne faktorer er under forandring på produktionsmarkederne. Råmaterialepriserne er steget. Prisen for bomuld, fx, er næsten fordoblet i 2010. Naturligvis må H&M tilpasse sig de ændrede forhold, men altid på en måde, der er i overensstemmelse med vores forretningskoncept – at tilbyde kunderne mode og kvalitet til den bedste pris,” siger Karl-Johan Persson, der afrunder med at sige, at han ser optimistisk på fremtiden.