Gratis messebus mellem Herning og København
Der sættes gratis busser ind mellem Formland-messen i Herning og de fem modemesser i hovedstaden.I fællesskab er modemesserne i København og Formland i Herning blevet enige om at sætte gratis busser ind mellem byerne i uge fem – ugen hvor både Formland og Copenhagen Fashion Week løber af stabelen. Det skriver Herning Folkeblad.
Initiativet sker for at tilgodese de indkøbere, der har interesse i begge messer.
”Vi har valgt at etablere busforbindelsen, så de besøgende indkøbere ikke skal vælge, men i stedet kan opleve både Formland og Copenhagen Fashion Week,” siger MCH-direktør Lars Jespersen, der står i spidsen for Formland Spring 2011.
Også salg-og marketingsdirektør Jesper Åndahl fra Bella Center ser store fordele i samarbejdet.
”Vi ser busruten som en naturlig imødekommelse af vores gæsters krav. Vi ved, tiden er kostbar for denne gruppe, og vi vil gerne hjælpe dem med at udnytte tiden bedst muligt,” siger han.
Udviklingsdirektør hos Dansk Mode & Tekstil Kasper Eis håber, det giver resultater.
”Indkøberne kan klare deres messeaktiviteter på to dage uden spildtid. Ja, hvem ved: Måske giver det flere gæster til messerne.”
Messearrangørerne har i samarbejde med Dansk Mode og Tekstil etableret den gratis busforbindelse mellem København og Herning lørdag 5. februar og søndag 6. februar.
Kilde: Herning Folkeblad