Så er der taget hul på sidste semester af min bacheloruddannelse. På 3. sal på Designskolen i Kolding er der en fortættet ‘stilhed før storm’-stemning, og der varmes forsigtigt op til den endelige slutspurt, hvortil startskuddet lyder i begyndelsen af marts.

Men først skal jeg små tre måneder tilbage på den regulære skolebænk, hvor der samles op på løse tråde, mine evner finpudses, fejl udbedres, mangler mindskes og dårlige vaner frasorteres. Med dette på programmet føles tre måneder som en time. Selvom skolen fylder ti gange så meget som før, har jeg alligevel en vis skepsis over for dette semester og tvivl om hvorvidt jeg til sommer møder verden med rank ryg og selvtilliden i top. Det vil tiden vise, men her er i hvert fald et billede af, hvordan de næste tre måneder ser ud for mig:

På trods af det lige lovligt tidlige tidspunkt på året, lagde skolen hårdt ud 3. januar med en uges coaching i personlig designkompetence. Afhængigt af humør og overskud giver denne lidt amerikaniserede form for peptalk stof til eftertanke, men ikke desto mindre er det et fint forsøg fra skolens side.

Lige nu har vi undervisning i kollektionsopbygning. Det varer en uge men måtte gerne have varet fem. Men vi er under tidspres, og der er meget, som skal nås.

Herefter ser vi frem til tre ugers tilskæring, en forlængelse af de ca. seks ugers tilskæring, vi har haft indtil videre på uddannelsen. I min drømmeuddannelse havde tilskæring og syteknik nok fyldt en tredjedel (og det på trods af min fortid på Københavns Tilskærer Akademi), så jeg havde gerne set, at dette kursus ville varede væsentligt længere, men vi er jo under tidspres, og der er meget der skal nås…

En studietur til Paris med indigomesse og indsamling af stofprøver, materialer, research og inspiration tager også en uge. Og så er der vinterferie, derefter en uges undervisning i opbygning af portfolio. Og så…bacheloropgave!

Oprigtig talt er jeg ikke utilfreds med nogle af de ting, jeg skal igennem, inden jeg begynder min bacheloropgave. Jeg byder faktisk alle forløb velkommen med åbne arme – nogle af dem næsten en smule desperat. For det er ingen hemmelighed, at blandt andet syteknik og tilskæring er nedprioriteret til fordel for andre, for mit vedkommende, mindre beklædningsrelavante projekter.

Denne prioritering til fordel for et mere alsidigt skema har bestemt ikke været totalt spild af tid – det er der aldrig noget, der er, men den har desværre gjort mange af os usikre på den specifikke linje vi går på. Med eksamensprojektet lige om hjørnet og den virkelige verden rundt om næste hjørne, bliver det lidt af en træningslejr, vi har i sigte.

Lad mig følge op på denne uvisse fremtid, som forhåbentligt måske – med hjælp fra et lille mirakel/held/vind i ryggen/hjælp fra oven og en masse knofedt – muligvis godt kan gå hen og ende lykkeligt trods alt.