Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

David Andersen præsenterer Danmarks første modeshow i 3D

Når David Andersen viser dametøj for første gang, sker det under nye forhold - han har nemlig lavet en 3D-film.
Når David Andersen viser dametøj for første gang, sker det under nye forhold - han har nemlig lavet en 3D-film.

Når danske David Andersen til februar for første gang viser en damekollektion, sker det i nogle – for Danmark – helt nye rammer. Designeren, der for nyligt supplerede sin herrekollektion med en brillekollektion, – og altså videre kan føje dametøj til porteføljen fra og med næste sæson – har nemlig skabt en 3D-film, som vises for den samlede modepresse, når hans show løber af stablen i gigantbiografen Imperial

”Det er en ny måde at fange folks opmærksomhed på. Modepressen er jo…hvad skal man sige…nogle lidt ’vigtige’ folk, og derfor synes jeg, at det kunne være sjovt at anbringe dem med 3D-briller på i en stor sal. Mode skal være sjovt. Og når man går ind og ser 3D-film, er der for at have det sjovt,” siger David Andersen til FashionForum.dk.

Han forklarer, at han har valgt netop det format, fordi han især med tøjets detaljer arbejder meget tredimensionelt.

”Jeg er meget rumligt orienteret, så formatet passede perfekt,” siger han.

Designeren har allieret sig med instruktør og modefotograf Jette Jørs og alt optageudstyret måtte flyves hjem fra Tyskland og England, førend produktionen kunne gå i gang – det fandtes nemlig ikke i Danmark.

”Man kan slet ikke forestille sig hvor meget arbejde, der ligger bag den film. Da jeg fik ideen for et halvt år siden, havde jeg slet ikke overvejet, at det kunne være så tidskrævende,” siger designeren, der glæder sig til at vise både herretøjet, men i høj grad også den nye damekollektion.

David Andersen holder show for inviterede gæster torsdag den 3. februar. Allerede senere samme dag kan du læse showanmeldelsen her på FashionForum.dk